Forsamlingsforbud: Politi uddeler store bøder til fodboldtilskuere

Syv personer blev sigtet, da Fyns Politi langfredag måtte afbryde en fodboldkamp i Odense med for mange og for tæt forsamlede tilskuere. 40 tilskuere nåede at stikke af.

Fynboerne opfører sig pænt i det åbne rum. Der holdes afstand, afstand, afstand og generelt overholdes forbuddet med, at forsamles i grupper større end ti personer. En enkelt gang gik det det dog helt galt i påskedagene.

Således var en gruppe på omkring 40 yngre personer langfredag i gang med at afvikle en fodboldkamp ved Gillestedvej i Odense NØ, da Fyns Politi dukkede op.

- Da vi ankom spredtes flokken og patruljen fik kun fat i de syv - resten slap væk, fortæller kommunikationskonsulent Sunniva Pedersen-Reng fra Fyns Politi til TV 2/Fyn.

De syv som ikke undslap lovens lange arm blev sigtet, og kan se frem til et bødeforlæg på 2.500 kroner for at overtræde coronalovningen.

I alt er der registreret 16 såkaldte hændelser i påskedagene frem til påskedag.

Den groveste foregik sent på aftenen fredag. Her brød en mand ind på Middelfart Sygehus på Østre Hougvej i Middelfart ved at smadre en rude.

Han blev dog opdaget af personalet og snuset op af en politihund.

Lørdag blev manden varetægtsfængslet for indbruddet, hvor der udover elektronik også blev stjålet værnemidler - blandt andet håndsprit.

- Alt i alt har det været en rolig påske. Mange borgere er blevet vejledt vedrørende covid-19-reglerne, og vi har også været ude ved en hel del hændelser, men oftest har der intet ulovligt har fundet sted, når vi kom frem, fortæller kommunikationskonsulent Sunniva Pedersen-Reng, Fyns Politi.

Når borgerne tipper politiet om mulige for store forsamlinger er det oftest fra ishuse, byggemarkeder og legepladser. Og flest i Odense.

- Vi tager alle henvendelser alvorligt og rykker ud, hvor det giver mening, siger Sunniva Pedersen-Reng.

Oversigt

    Oversigt