Forsinkelser igen: Ingen tog mellem Nyborg og Odense torsdag

Deadline for sporarbejdet er blevet rykket flere gange. Nu meddeler Banedanmark, at der ikke kører tog i morgen torsdag.

Togdriften mellem Odense og Nyborg erstattes fortsat af togbusser i morgen torsdag.

Det fortæller anlægsdirektør i Banedanmark, Steen Neuchs Vedel, til TV 2.

- Vi har gennemgået tidsplanen sammen med entreprenøren, og man har nået rigtig meget af det, man skulle. Men vi er ikke 100 procent sikre på, at selve testen af systemet er klar til at kunne køre tog i morgen. Så derfor vil vi hellere gå ud og sige, at der ikke kører tog i morgen, siger Steen Neuchs Vedel.

Banedanmark har adskillige gange siden pinsen rykket deadline for sporarbejdets afslutning, og nu må pendlere og andre togpassagerere altså vente endnu længere med at springe på toget.

Overrasket over at det er gået så galt
Steen Neuchs Vedel forklarer, at entreprenøren, hollandske Strukton Rail, arbejder hårdt for at blive færdig.

- Det er meget svært at komme tilbage på sporet igen, når man har skudt tidsplanen fra starten af. Det har vi prøvet, og vi arbejder døgnet rundt for at det lykkes.

- Vi har planlagt det her sammen med entreprenøren i et år til ni måneder, og det er også overraskende for os, at det kan gå så galt, siger anlægsdirektøren.

 

Oversigt

    Oversigt