Forskere ser fald i elevers faglige niveau under pandemi

Særligt ældre elever får svært ved at indhente det tabte under pandemien. Minister afventer situationen.

Det faglige niveau er dalet hos folkeskole- og gymnasieelever på grund af nedlukninger og hjemsendelser.

Det skriver Berlingske tirsdag på baggrund af vurderinger fra flere forskere.

Coronapandemien har gjort hjemsendelser og onlineundervisning til hverdag på uddannelser landet over, og det har haft konsekvenser, lyder det.

- Vi står med en stor udfordring i forhold til de her elever, siger professor på SDU Ane Qvortrup til Berlingske.

- Jeg var ikke så skeptisk efter første nedlukning, fordi jeg var sikker på, at eleverne godt kunne klare en kort periode med fjernundervisning. Men nu har det stået på så længe, at det er problematisk. De vil komme til at mangle nogle faglige og sociale kompetencer, fortsætter hun.

Ane Qvortrup har blandt andet forsket i den første nedluknings betydning for trivslen og fagligheden blandt eleverne.

I et interview med Berlingske bakkes hun op af Andreas Rasch-Christensen, forskningschef ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse på VIA University College.

Især bekymrer fagfolkene sig om de ældre klasser, der kan få sværere ved at indhente et fagligt tab end yngre klasser.

Samme på gymnasier

Også Skolelederforeningen og Gymnasieskolernes Lærerforening ser et fald i fagligheden.

Tre ud af fire gymnasielærere mener således, at kvaliteten daler, når undervisningen er virtuel, viser en ny undersøgelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening ifølge avisen.

Både Venstre og Konservative mener, at der bør gøres mere og foreslår blandt andet turboforløb og frivillige skoler i sommerferien for at indhente noget af efterslæbet.

Til Berlingske siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), at der er opmærksomhed på problemet, men hun afventer fortsat længden af den nuværende nedlukning, før hun ønsker at give sit bud på, hvor mange ressourcer, der skal sættes ind.

- Vi er i ministeriet i gang med at finde ud af, hvordan andre lande tackler problemet, og så er vi i gang med at drøfte med de relevante parter, hvad vi kan gøre. Det er et problem, vi tager meget alvorligt, siger hun til avisen.

Oversigt

    Oversigt