Forskere undersøger: Beskytter vaccine for andre sygdomme mod covid-19?

Tidligere studier har vist, at man er bedre beskyttet mod nye sygdomme, når man er vaccineret mod gamle. Vi undersøger, om det også gælder for Covid-19.

Mæslinger, røde hunde, stivkrampe, tuberkulose - listen er lang. Alt efter hvilket årgang, du er, kan du formentlig sætte flueben ved midst et par af disse vacciner, du enten som barn eller voksen har fået, fordi du er vokset op i Danmark. 

Men betyder vores barndomsvaccinationer egentlig noget i forhold til, om vi danskere er bedre beskyttet mod Covid-19? Det har Pia Wehner spurgt om. 

En fynbo får svar

- I Danmark har vi trods alt ikke været lige så hårdt ramt af Corona som i nogle andre lande. Det er interessant at tænke på, om det kan have noget at gøre med, at mange danskere bliver vaccineret som børn, siger Pia Wehner.

Noget tyder på, at Pia Wehner ikke er helt på afveje med det spørgsmål. 

Gamle vacciner mod nye sygdomme 

På TV 2/Fyn har vi for nylig skrevet om, hvordan forskere på Syddansk Universitet for tiden undersøger, om den kendte turberkulose-vaccine kan hjælpe med at styrke danskernes immunforsvar, så de bliver mindre syge af Covid-19.

Her kunne Christine Stabell Benn, klinisk professor på SDU og en af forskerne bag, fortælle, at forskerne indtil videre har kunnet påvise, at tuberkulose-vaccinen gør celler fra immunforsvaret meget stærkere og bedre forberedt på at møde ny virus.

- Det har fået os til at tænke, at den vil kunne bruges til at afbøde corona med, sagde hun derfor om projektet til TV 2/Fyn den 25. marts. 

Det er faktisk ikke en ny idé at tænke, at gamle vacciner på den måde også kan hjælpe nye vacciner på vej. Baggrunden for den nuværende forskningen på SDU stammer fra et andet dansk studie, som blev publiceret i 2016

Her kunne man påvise, at risikoen for at dø af andre sygdomme var 43 procent lavere blandt koppe- og tuberkulosevaccinerede personer i forhold til personer, som ikke var vaccineret med de to vacciner. Højst sandsynligt fordi vaccinerne styrker immunforsvaret, så det bedre kan håndtere sygdomme, som man ellers kan dø af.

Det nuværende danske børnevaccinationsprogram

Levende vacciner er nøglen

Men det er ikke alle vacciner, der har en ekstra gavnlig effekt på immunforsvaret sådan som for eksempel den orale poliovaccine og tuberkulose-vaccinen har det.

Det er også derfor, at det er netop disse vacciner, som forskerholdet på SDU og andre forskere i verden arbejder med for tiden. 

- Disse vacciner er det, man kalder ‘levende svækkede vacciner’. ‘Dræbte vacciner’, som for eksempel stivkrampe og kighoste, ser ikke ud til at have den samme gavnlige effekt, fortæller Anne Marie Rosendahl Madsen, læge- og ph.d.-studerende ved Syddansk Universitet, som også er en del af det nuværende forsker-team på SDU. 

Forskningsgruppen 'Bandim Health Project' på SDU

Sundhedssystemet er vores styrke 

Men betyder de vacciner, vi har fået som danskere så noget i forhold til hvordan man er vaccineret i andre lande? Det er noget af det, som forskerne måske også kan få svar på med tiden. 

- Det er jo sådan noget som er rigtig interessant, men vi ved det ikke endnu. Nogle spekulerer i, at der er forskel på, hvor syge folk er blevet i forskellige lande, fordi det netop er forskelligt, hvordan man er vaccineret, siger Anne Marie Rosendahl Madsen.

- Det er jo sådan noget som er rigtig interessant, men vi ved det ikke endnu. Nogle spekulerer i, at der er forskel på, hvor syge folk er blevet i forskellige lande, fordi det netop er forskelligt, om befolkningen er vaccineret mod tuberkulose, siger Anne Marie Rosendahl Madsen.

Hun understreger dog, at der endnu ikke er bevis for noget af dette endnu, og at man faktisk ikke heller ikke vaccinerer med særlig mange af de såkaldte levende svækkede vacciner i Danmark i forhold til i andre lande. 

- Jeg tror i høj grad, at det er de forebyggende tiltag i samfundet og vores gode sundhedsvæsen er en del af forklaringen på, at det er lykkes Danmark at bøje kurven, som vi ser det lige nu, siger Anne Marie Rosendahl Madsen.