Forslag fra erhvervslivet: Sådan kan vi genåbne Danmark

I løbet af de seneste par dage er der kommet flere forslag til, hvordan man kan hjælpe oplevelses- og restaurationsbranchen. Gode forslag, mener formanden for Erhverv Fyn.

Forestil dig at kunne få fradrag for din sommerferie i det sydfynske, ligesom hvis du skulle have håndværkerfradrag for at have fået nyt køkken.

Sådan lyder et af flere nye forslag fra hotel- og restaurationsbranchens brancheorganisation Horesta for at få hårdt ramte dele af det fynske erhvervsliv til at holde sig ovenvande.

- Det ville betyde, at vi ville få gang i hjulene i gang igen, og det betyder også, at vi får gang i beskæftigelsen, siger formanden for Horesta i Region Syddanmark, Sten Slot til TV 2/Fyn.

Forslaget blev sendt ud søndag sammen med en række andre, der ifølge Horesta, kan række hånden ud til hårdt ramte virksomheder. Et af de andre forslag er, momsen for branchen skal nedsættes til otte procent ligesom det er sket i flere nabolande.

Det er tiltag, der kan blive nødvendige for branchen, siger Sten Slot.

- Der er normalt en omsætning på 38 milliarder kroner de her seks måneder, og det kan danskerne ikke dække alene. Det er med alle udlændingene også, så det kan de ikke. Så det er absolut tiltrængt, siger Sten Slot.

Akut behov

De forslag, Horesta præsenterer i en pressemeddelelse søndag, kunne gavne det fynske erhvervsliv.

- Lige nu er der et akut behov for at få gang i hjulene, og vi kunne se, hvor meget håndværkerfradraget gjorde, dengang. Hvis man kunne gøre det samme for oplevelses- og restaurationsbranchen, ville det kun være kærkomment, siger formanden for Fynsk Erhverv, Henrik Neelmeyer.

For lige nu, er hjulene gået i stå. Der er tomme senge, borde og snart også tomme pengekasser rundt omkring, og selv med hjælp fra myndighederne, vil det ikke kunne opveje det, de har mistet, forkarer han.

- Når natten er gået, kan man ikke sælge sengen igen. Vi ved, at udlændingene kommer til at mangle resten af året. Jo flere danskere vi kan fylde i de huller, des bedre, siger Henrik Neelmeyer.

Gratis over Storebælt

Horesta er dog ikke den eneste brancheorganisation, der er kommet med forslag til, hvordan en genåbning kan kickstartes.

Dansk Erhverv meldte sig også på banen søndag, hvor de blandt andet kom med et forslag, der kunne få stor betydning for turismen på Fyn: Det skal være gratis at krydse Storebælt og tage færgen til små øer.

Det er også et forslag Fynsk Erhverv fremhæver.

- Der får Fyn en særlig fordel, hvis det træder i kræft, fortæller Henrik Neelmeyer.

Det er også et forslag, Horesta-formanden Sten Slot kan se fordele i.

- Hvis man gør det, vil det skabe en større trafik på tværs af landsdelene, og de små øer vil helt sikkert også kunne mærke, hvis man gør det gratis at komme til øen, forklarer han.

Hvis de to forslag bliver en realitet, kan de komme til at betyde meget for hotel- og restaurationsbranchen.

- Vi får nogle hjælpepakker, der hjælper på vores omkostninger, men omsætningen er jo væk, så der er ingen indtjening. Alle hoteller holder lukket. Der er ingen gæster. Alle restauranter holder tvangslukket, så det er på høje tid, siger han og fortsætter:

- Vi har brug for at vi får folk ud af døren og ind på restauranter og hoteller.

Oversigt

    Oversigt