Forslag: Ingen dagpenge, hvis du ikke kan dansk

Du er ikke berettiget til dagpenge, hvis du ikke kan tale dansk. Sådan lyder et nyt forslag fra fagforeningen HK Midts formand.

Formand for HK Midt på Fyn, Martin Rasmussen, mener ikke, at man har ret til dagpenge, hvis ikke man kan tale dansk. 

Dermed vil han fratage udlændinge, der er uddannet i Danmark, retten til at få økonomisk støtte, mens de står uden for arbejdsmarkedet.

- De får dagpenge og kører dagpengeperioden (på to år, red.) igennem. Det er derfor, det bliver et problem for os alle sammen. Mange virksomheder kræver stadig, at folk taler dansk. Derfor mener jeg faktisk godt, at man kan forlange, at også internationale studerende skal kunne tale dansk, siger Martin Rasmussen til TV 2/FYN.

Det er Martin Rasmussens opfattelse, at flere og flere internationale medlemmer i fagforeningen har svært ved at finde job - fordi de ikke kan sproget. Ifølge formanden melder en til to udlændinge med international uddannelse sig ledige om dagen. 

Formand for HK Midt, Martin Rasmussen
Formand for HK Midt, Martin Rasmussen
Foto: Anders Høgh

- Jeg synes, vi ser flere og flere, der kommer til os med en international uddannelse som faktisk gerne vil have et job i Danmark, men som ikke kan få det, fordi de ikke kan dansk.

- Hvis man vælger at blive i Danmark og vil have et dansk job, synes jeg faktisk, det er i orden, at vi kræver, at man lærer at tale dansk, siger Martin Rasmussen.

Obligatorisk danskundervisning

På Erhvervsakademiet Lillebælt i Odense har Lukás Fornier fra Slovakiet og Dimifar Krastev fra Bulgarien netop færdiggjort deres afsluttende eksaminer i multimediedesign og kommunikation, og selvom de er bestået med flotte resultater, er de udmærket klar over, at de fremover kan få svært ved at finde et job, hvis de ikke lærer dansk. 

- Det er en essentiel ting at kunne, hvis man vil blive i Danmark, siger Lukás Fornier på engelsk.

HK-formanden håber, at der fremover vil indføres obligatorisk danskundervisning på de internationale uddannelser i Danmark, så de internationale studerende ikke har behov for at søge dagpenge efter endt uddannelse. 

- Jeg har ikke tænkt mig at gå ned og trykke på en knap og stoppe deres dagpenge nu. Jeg synes, Regeringen burde kigge på, om vi ikke kan få det ind i uddannelserne.

HK Midt har selv valgt at oprette danskkurser til deres ledige medlemmer. 

 

Oversigt

    Oversigt