Forsvarere kræver voldstiltalte håndværkere frifundet: Beviserne mangler

Anklager om grov vold og mishandling er skudt helt forbi, mener forsvarere i sag om voldstiltalte håndværkere.

Det er helt ude af proportioner, når en tidligere lærling hævder at have været udsat for grov vold og mishandling.

Det siger forsvarerne for fire håndværkere, der ved Retten i Kolding er tiltalt for flere tilfælde af vold og overgreb mod lærlingen.

- Den her er sag blæst op til noget, som den i virkeligheden ikke er, siger forsvarsadvokat Mira Jensen.

Hun repræsenterer en 25-årig mand, der var læresvend og stod for oplæringen af lærlingen.

Der mangler i den grad beviser for de alvorlige anklager, mener forsvareren. 

Der er blandt andet rejst tiltale for, at den 25-årige og en kollega skal have stukket en tømrerblyant op i lærlingens endetarm.

Det førte til blødninger og ømhed i endetarmen, har lærlingen forklaret.

Men forsvareren hæfter sig ved, at der ikke er lægelige undersøgelser, der indikerer, at noget sådan har fundet sted.

Hvis der virkelig var tale om overgreb, ville lærlingen efter forsvarerens mening øjeblikket have opsøgt en læge og derefter være gået direkte til politiet.

I stedet ventede lærlingen mere end et halvt år med at anmelde forholdene til politiet.

Endelig påpeger forsvareren, at der er ikke nogen, der har set eller hørt overgrebet med tømrerblyanten. Det er underligt, når nu lærlingen selv hævder at have råbt og skreget, påpeger hun.

I et enkelt forhold er der ifølge Mira Jensen noget, "der minder om et bevis". Det er en video fra en byggeplads i Odense.

Her hævder lærlingen, at han bliver lagt ned, fastholdt og får tvunget et kosteskaft presset op mod bagdelen.

Men forsvareren mener, der er tale om en "pind", som bliver "skubbet" op mod bagdelen.

Desuden hæfter hun sig ved, at lærlingen griner højlydt på videoen.

- Man kan høre, at forurettede griner ret meget. Han ved godt, det er en joke, siger hun.

Anklager kræver fængsel

Den nu 20-årige mand, der er sagens omdrejningspunkt, har selv forklaret, at han ikke turde gøre modstand og var nødt til at lade som om, han syntes, det var sjovt.

Han har også forklaret, at han ventede med at anmelde sagen til politiet, da han var bange for at miste sin læreplads.

Anklager Anna Holm kræver to af de fire tiltalte idømt ubetinget fængsel i mindst halvandet år. For to andre er kravet henholdsvis frem og fire måneders fængsel.

Der falder dom i sagen mandag eftermiddag. 

Oversigt

    Oversigt