Fortsat uenighed: Pulp-beslutning udskudt til februar

Der blev ikke truffet en beslutning om et fælles fynsk pulpanlæg, da de fynske borgmestre torsdag var samlet i Bogense.

Der er fortdsat uenighed om etableringen af et fælles fynsk forbrændingsanlæg, et såkaldt pulpe-anlæg.

Anlægget skal forbrænde organisk madaffald fra alle fynske kommuner - bortset fra Ærø og Middelfart - og lave det til en grød, der kan blive til biogas.

Odense Kommune har foreslået, at Odense Renovation tager sig af opgaven, men flere private aktører kan også løse den, og derfor ville flere fynske borgmestre have opgaven i udbud.

De fynske borgmestre var torsdag samlet til Borgmesterforum Fyn for at forsøge at blive enige om vejen frem.

Privat eller offentligt

Men i stedet endte borgmestrene med at beslutte, at sagen nu skal forelægges de otte deltagende fynske byråd og kommunalbestyrelser, så det er dem, der tager stilling til det mulige fremtidige, fælles samarbejde.

Også om det skal etableres i et offentligt, kommunalt regi, eller om det skal lægges ud til en af de private aktører på markedet.

Pulp-anlæg

Venstre-borgmesteren i Assens, Søren Steen Andersen, er måske ikke så overraskende mest tilhænger af den sidste model, der vil lægge det ud til det private arbejdsmarked.

- Lad os nu gå forsigtigt frem, og så byde det ud til de aktører, der er i dag på markedet. Altså de private aktører, som gør det for andre kommuner. De kan godt finde ud af det, og de er sådan set ret dygtige, og de har selv risikoen i forhold til deres maskineri, siger Søren Steen Andersen. 

Rahbæk vil have fællesskab

Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), ærgrer sig over, at det trækker ud med beslutningen, men er samtidig meget bevidst om, at det er vigtigt at træffe den helt rigtige beslutning i første hug.

For ham er det væsentligste, at det bliver gjort i fællesskab.

- Det rigtige her det er at gøre det fælles på Fyn, så vi får de størst mulige mængder, som vi kan bringe i udbud. Det giver den bedste business-case, uanset om det er en privat leverandør, eller om det er et offentligt ejet selskab, der skal gøre, siger Peter Rahbæk Juel.

Den nye udvikling betyder, at der først bliver truffet en beslutning i februar.

Oversigt

    Oversigt