Fortunas guld-håb lever

Holtes kvinder var på vej mod DM-titlen i tirsdagens anden finale, men hjemmeholdet Fortuna Odense vendte 0-2 til 3-2, og holdene skal nu ud i en tredje og afgørende finalekamp lørdag.

Holte startede kampen bedst, drevet frem af den selvtillid, holdet havde fået gennem lørdagens sejr. Det var ikke meget, der skilte de to hold, men ført an af Mia Kloth-Jørgensen og Elsa Valgeirsdottir var Holte skarpest og bragte sig på 2-0, skriver Dansk Volleyball Forbund.

3. sæt var lige det meste af vejen, men med ryggen mod muren fik Fortuna tiltvunget sig overtaget mod sættets slutning. Måske spillede nerverne pludselig ind hos gæsterne, som kun var ét sæt fra en overraskende DM-titel. I hvert fald kunne Fortuna lukke sættet 25-22 på en servefejl fra Holte. I 4. sæt trak Fortuna fra midtvejs, og nu var hjemmeholdet anført af Caley Carter for alvor spillet varmt.

I 5. sæt kom Fortuna hurtigt på 5-1, og det hul fik Holte aldrig lukket, selv om det var tæt på, da gæsterne gik fra 9-13 til 12-13. Odenseanerne var dog stærke og holdt hjem til sejr 15-13 i en gyser, som var en DM-finale værdig.

Ligesom i den første finale skabte de to holds tilhængere en fantastisk kulisse i kampen for at overdøve hinanden, og når det lørdag er knald eller fald for begge hold, kan det kun blive endnu bedre.
 
DM-finale kvinder, 2. kamp

Fortuna Odense Volley - Holte IF 3-2 (22-25, 20-25, 25-22, 25-20, 15-13)

Oversigt

    Oversigt