Foto af rambuktyv frigivet

Fyns Politi har frigivet et foto af den ene af to rambuktyve, der stjal seddelautomaten fra Danske Bank i Ejby natten til torsdag.

Tyven er grundigt maskeret, hvilket også er skyld i, at politiets signalement af tyvene er meget sparsomt.

Politiet har gennemsøgt gerningsstedet og området omkring det og sikret nogle spor, som nu undersøges nærmere.

Det har vist sig, at den gummiged, tyvene brugte til at smadre bankens facade, blev efterladt på gerningsstedet.
Den blev tidligere stjålet fra en grusgrav ved Ridderstien i Fjeldsted.

Tyvene kørte seddelautomaten væk på ladet af en rød Fiat Ducato.

Den blev stjålet natten mellem 13. og 14. september på Roersvej 33 i Odense, oplyser politiet.
Bilen blev torsdag morgen fundet udbrændt på Tokeskovvej i Årup.

Politiet oplyser ikke nærmere om, hvor stort et udbytte tyvene fik, ligesom det er uvist, om der er nogen forbindelse mellem tyveriet i Ejby og et indbrud i Danske Bank i Bycentret i Munkebo.

Oversigt

    Oversigt