Coronasmitten er stigende i halvdelen af de fynske kommuner, mens den er faldende i resten. Det viser de seneste covid-19-tal fra Statens Serum Institut.
I faktiske tal er stigningen størst i Odense, hvor tallene viser en stigning i antal smittede på ti personer. Det giver en stigning i det såkaldte incidensniveau – antal smittede per 100.000 borgere i de seneste syv dage – fra 42 til 47. Antallet af nye smittede er også steget i Svendborg, Nyborg, Assens og Faaborg-Midtfyn kommuner.
I både Svendborg, Nyborg, Faaborg-Midtfyn og Langelands Kommune er incidenstallene dog fortsat højere end i Odense Kommune. Flest smittede i forhold til antallet af indbyggere er der i Nyborg Kommune, hvor incidenstallet fredag ligger på 90,7.
Kommune | Incidens fredag | Incidens torsdag | Ændring i procent | Færdig-vaccineret | Procent vaccineret |
---|---|---|---|---|---|
Odense | 47 | 42,1 | 11,6 | 4.090 | 1,99 |
Nordfyns | 40,5 | 47,3 | -14,4 | 484 | 1,64 |
Svendborg | 68,7 | 60,1 | 14,3 | 1.699 | 2,91 |
Kerteminde | 29,5 | 33,7 | -12,5 | 474 | 1,64 |
Langeland | 56,2 | 58,1 | -3,3 | 76 | 0,62 |
Nyborg | 90,7 | 84,5 | 7,3 | 247 | 0,77 |
Assens | 39,1 | 31,7 | 23,3 | 733 | 1,80 |
Middelfart | 28,3 | 33,3 | -15,0 | 780 | 2,00 |
Faaborg-Midtfyn | 66,1 | 56,3 | 17,4 | 971 | 1,88 |
Ærø | 0 | 0 | 0,0 | 186 | 3,12 |
Total | 9.740 | 1,95 |
Til sammenligning er tallet 150,7 i Greve Kommune, der har landets højeste incidensniveau, så set i den sammenhæng ser det fornuftigt ud på Fyn.
HVAD ER INCIDENSTAL?
Incidens er et mål for antallet af nye sygdomstilfælde i en befolkningsgruppe i løbet af en given tidsperiode. Incidenstallet måles som antal nye smittede per 100.000 borgere.
For overvågning af covid-19 benyttes primært kumuleret incidens, som er den samlede andel af befolkningsgruppen, der fik sygdommen i hele tidsperioden.
Kilde: Statens Serum Institut
Samlet set er antallet af smittede inden for de seneste syv dage steget med 21 fynboer fra torsdag til fredag.
I samme tidsrum er antallet af smittede faldet i fire kommuner, mens det fortsat ligger på et rundt 0 i Ærø Kommune.
Snart 10.000 vaccinerede fynboer
De nyeste tal for antal vaccinerede fynboer viser, at knap 10.000 fynboer nu er færdigvaccinerede. I alt er 9.740 fynboer nu vaccineret to gange mod covid-19.
Flest er vaccineret i Odense Kommune, hvor 4.090 personer har fået to stik. Hvis man ser på andelen af borgere i de ti fynske kommuner, der er vaccineret, er det dog Ærø, der er længst fremme. I ø-kommunen er 3,12 procent af befolkningen nu færdigvaccinerede.
I forhold til torsdag er antallet af indlagte på de danske hospitaler faldet med 39 personer, således at der nu i alt er 405 indlagte med coronavirus. Af dem er 82 personer på intensiv, hvoraf de 59 ligger i respirator.
200.773 danskere har nu været smittet med coronavirus, og det samlede antal døde med virusset er nu 2.201.
Kommune | Smittede i de seneste syv dage | Forskel fra i går |
---|---|---|
Odense | 96 | 10 |
Nordfyns | 12 | -2 |
Svendborg | 40 | 5 |
Kerteminde | 7 | -1 |
Langeland | 7 | 1 |
Nyborg | 29 | 2 |
Assens | 16 | 3 |
Middelfart | 11 | -2 |
Faaborg-Midtfyn | 34 | 5 |
Ærø | 0 | 0 |
Total | 252 | 21 |