Frem med dine lederhosen: Oktoberfesterne vælter Fyn

Oktoberfest, tyrolerfest eller bierfest. Uanset navnet så har den tyske tradition med store fadølskrus og schlagermusik ramt Danmark og Fyn med fuld hornmusik.

Det er mere populært end nogensinde før at iføre sig lederhosen, tyrolerhat og fadølsbrandert. Antallet af fynske tyrolerfester er eksploderet på få år.

quote Det er helt vildt! Og lidt vanvittigt - og lidt ærgerligt, at vi ikke selv kan være med

Claus Johansen, formand for Vindinge Boldklub og initiativtager til oktoberfesten i Nyborg

Efteråret byder således på rig mulighed for at få luftet både tyrolertøjet, Heidi-kjolen og den grønne filthat såvel som den indre schlagerelskende, sydtyske fadølsbællende festabe. 

Flere end 20 steder på Fyn byder i løbet af efteråret på variationer af de populære Oktoberfester.

Party i Nyborg

Et af de steder, der har stor succes med det sydtyske koncept, er i Nyborg. Her er det den lille forening Vindinge Boldklub, der står bag arrangementet, der i den grad har fået opbakning i lokalområdet.

Fredag aften skal 800 deltagere både synge og danse såvel som skåle og skråle. Og stemningen plejer at være på kogepunktet.

Oktoberfest på Fyn

- Det er helt vildt! Og lidt vanvittigt - og lidt ærgerligt, at vi ikke selv kan være med, siger Claus Johansen, der er formand for Vindinge Boldklub og initiativtager til oktoberfesten i Nyborg.

Han tror, at den alternative påklædning er med til at skabe en anderledes ramme for festen, der lægger op til en særlig stemning.

- Når folk bliver klædt  ud, bliver de mere løsslupne. Og så er det henvendt til det voksne publikum. De unge mennesker går jo i byen hver weekend, det voksne publikum laver måske noget to gange om året, så de synes, de er fedt, når der bliver lavet noget specielt til dem. Og så ændrer man lidt karakter, når man får tøjet på, siger Claus Johansen. 

400 på venteliste

Selv om festen er fredag aften, var samtlige 800 billetter allerede solgt helt tilbage i februar. 

- Der er nok 300-400 på venteliste, så der er rift om det. Vi kunne have solgt mange flere billetter, hvis vi havde haft mulighed for at få flere ind i hallen. Men det må vi desværre ikke, siger Claus Johansen. 

Festen bliver for tredje gang afholdt i Tennishallen i Nyborg, og det vil den også gøre i de tre kommende år.

- Vi har lige forlænget aftalen i dag. Det er nøjagtig det samme koncept i år og vil være det i tre år yderligere, siger Claus Johansen.

På trods af, at billetterne var hurtigt udsolgt, og der er lang venteliste, så har arrangørerne ikke overvejet at flytte festen til et større sted. 

- Det må godt være lukrativt og lidt svært at få billetter til. Vi kan hurtigt udvande konceptet, og så stor er Nyborg heller ikke. Folk må godt vide, at man skal holde sig til, hvis man vil være med til festen, mener Claus Johansen.

Bankende høj tyrolermusik og fadøl i stride strømme kunne lyde som lidt af et ungdomsgilde, men faktisk er målgruppen for festen i Nyborg ganske stor.

- Vi plejer at sige 30 plus, men sidste år var den yngste 26 og den ældste deltager 74 år gammel. Så interessen spænder vidt, fortæller Claus Johansen.

Ingen ballade

Netop fordi arrangementet henvender sig til den voksne målgruppe, har oktoberfesten alle tre år været afholdt uden optræk til den fjerneste ballade, fortæller formanden.

- Det er det voksne publikum, de ved godt, at man ikke behøver spille med musklerne. Så stemningen er altid god, siger Claus Johansen.

I 2016 blev der til Tyrolerfesten i Tennishallen drukket ikke mindre end 2.900 liter øl og hele 3.500 shots.

Og i aften gør de det igen.

Bierfest i Nyborg

Hvad er Oktoberfest

Oversigt

    Oversigt