Fremgang for fynsk turisme

Fyn trodser landstendensen for udviklingen i turismen i 2008 og kan præstere en flot fremgang i antallet af overnatninger. 

Især de fynske campingpladser har oplevet fremgang i 2008 med 90.000 flere overnatninger end året før. Det svarer til en fremgang på 7,1 procent. På landsplan faldt antallet af overnatninger på campingpladserne.

Godt fynsk brand

Men ikke kun de fynske campingpladser oplevede fremgang sidste år. Antallet af overnatninger i lystbådhavene steg fra 136.878 til 144.155 i 2008.  Sammenlagt steg antallet af overnatninger på Fyn med fire procent.

- Fyn er et godt brand. Det er de meldinger, vi får. Jeg tror, det har noget at gøre med, at vi står sammen rent markedsføringsmæssigt på Fyn og mødes og udveksler erfaringer. Det giver meget, siger turistchef i Faaborg Midtfyn, Lene-Marianne Nielsen.

Stigningen skyldes især at flere danskere vælger at holde deres ferie på Fyn.

Pengene til den fælles markedsføring af Fyn er kommet fra de fynske kommuner, der har valgt at bruge godt 3 millioner kroner om året på at markedsføre Fyn som feriedestination.

Der var dog også tilbagegang på Fyn, i det hoteller og feriecentre fik 3000 færre overnatninger i 2008 sammenlignet med året før.

I følge Faaborg-Midtfyns turistchef tegner antallet af bookinger til 2009 på at også dette år bliver et godt turistår på Fyn.

Oversigt

    Oversigt