Frikendt for Facebook-racisme

Retten i Odense mener ikke, at det var i strid med racismeparagraffen, da to personer lagde vittighed op på Facebook.

Mandag fik en 29-årig mand og en 19-årig kvinde rettens ord for, at det ikke var i strid med den såkaldte racismeparagraf, da de på Facebook i 2014 delte en vittighed, som viste et billede af en abe med en tekst, som kunne tolkes som en sammenligning mellem muslimer med grise.

Det var ikke alle, der fandt vittigheden sjov, og de tiltalte blev meldt til politiet for racisme.

Anklagemyndigheden vurderede, at der var belæg for at rejse tiltale mod kvinden og manden, og mandag var de to på anklagebænken i Retten i Odense.

Der var rejst tiltale på baggrund af en overtrædelse af straffelovens såkaldte racismeparagraf, hvor man blandt andet kan dømmes, hvis man forhåner eller nedgør en gruppe mennesker på grund af deres tro.

Dét vurderede dommeren ikke var tilfældet i den pågældende sag, og begge de tiltalte blev frikendt.

En beslutning som den 29-årige tiltaltes forsvarsadvokat, Andreas Bruun, er enig i.

- I min optik var dette en storm i et glas vand, og sagen skulle aldrig være rejst, siger han til Ritzau.

En del af vittigheden kunne, alt efter opfattelse, forstås som en sammenligning af grise og muslimer, og det var den del, der gjorde, at de to personer var blevet tiltalt efter racismeparagraffen.

Ifølge forsvarsadvokaten lagde retten to ting til grund for, at hans klient og den 19-årige blev frikendt.

- Der er to ting, som skal være opfyldt for at dømme efter den racismeparagraf, som blandt andet min klient var tiltalt for, siger han.

- Det første er, at der skal foreligge en krænkende udtalelse i forhold til en speciel gruppe. Det er det ene led.

- Det andet led er, at man skal have haft forsæt til at udbrede det til offentligheden eller udbrede det i øvrigt. Det er det andet led, fortæller Bruun.

Retten fandt, at ingen af de to led var opfyldt i den pågældende sag.

- Der er et vist råderum for, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige, og det der blev slået op på Facebook var udtryk for et satirisk indlæg, og retten fandt ikke, at min klient havde til forsæt at krænke, siger han.

Andreas Bruuns klient havde kun cirka 100 venner på sin Facebookprofil, og retten mente derfor ikke, at det var den tiltaltes intention at udbrede opslaget til offentligheden.

Oversigt

    Oversigt