Frit valg: Fynboer går glip af spanske mirakler

Fynboer har ret til at blive genoptrænet på Montebello i Spanien, men bliver ikke henvist.

Flere hundrede svært tilskadekomne eller hårdt sygdomsramte fynboer og jyder går hvert år glip af muligheden for at modtage en ren mirakuløs behandling på det spanske genoptræningscenter Montebello.

Det skriver avisen Danmark.

Selv om der er frit sygehusvalg i Danmark, og patienter vest for Storebælt har samme adgang til Region Hovedstadens højt roste center i Spanien, viser de nyeste tal, at tre ud af fire patienter sidste år kom fra Sjælland og hovedstaden. 

Blot 188 patienter kom således fra Region Syddanmark, mens 1193 københavnere og sjællændere tog flyet sydpå for at få den højt specialiserede genoptræning. 

Lederen af centret, Jette Søe, bekræfter, at der er en klar undervægt af blandt andre fynboer på centret. Til gengæld bekræfter hun, at der udrettes "mirakler" på Montebello:

- Selvom vi får de sværeste tilfælde til genoptræning, kan vi dokumentere, at vi er rigtigt gode. Jeg oplever hele tiden patienter, der smider krykkerne hernede, fortæller Jette Søe.

Hovedårsagen til centrets succes tilskriver hun, at patienterne på Montebello genoptræner fire-fem timer om dagen igennem de tre ugers ophold modsat måske to gange 45 minutters genoptræning om ugen i Danmark.

Årsagen bag de forholdsvis få fynboer og jyder samt overvægten af københavnere og sjællændere tilskriver lederen af Montebello tre forskellige faktorer.

- Vi har nu eksisteret i 43 år, og før det frie sygehusvalg var det kun københavnere, der måtte bruge centret, så kendskabet til Montebello er helt sikkert større i hovedstaden. Derudover skal patienter uden for Region Hovedstaden selv betale for transporten og flyet til og fra Spanien, hvilket sikkert også afskærer nogle patienter. Og endelig oplever vi en gang imellem også patienter sige, at de har oplevet, at læger har sagt, de ikke kan henvise dem. Men det er ikke rigtigt, for vi har frit sygehusvalg. En forklaring kan derimod være, at de enkelte regioner jo skal betale for opholdet, når en patient bliver visiteret til os, og at de for eksempel hellere vil beholde patienten hos dem selv på grund af kassetænkning, selv om jeg ikke kan bevise, det forholder sig sådan, siger Jette Søe.

For at gøre blandt andre lægerne på Fyn opmærksomme på, at deres patienter også kan blive visiteret til genoptræning på Montebello, har centret netop medvirket i en større oplysningsartikel i "Månedsskrift for almen praksis", som alle praktiserende læger i Danmark får.

Oversigt

    Oversigt