Frosten river i Fyn: Tirsdag bliver kold, men tør

Frosten har for alvor fået fat i de fynske nætter, og de fleste fynboer vil da også stå op til rim på bilruden.

Temperaturer under frysepunktet natten til tirsdag betyder, at der er risiko for pletvist glatte veje rundt om på Fyn.

Arbejder man ikke hjemmefra, skal man derfor både skrabe bilen fri for is og være opmærksom på, at vejene kan være glatte når man kører hjemmefra tirsdag morgen.

Langt de fleste steder på Fyn er der saltet efter årstiden.

Føles som hård frost

Det vil i løbet af tirsdagen holde tørt de fleste steder, mestendels med overskyet vejr, der ikke levner solen mange chancer i løbet af dagen.

Dog kan der ud på formiddagen godt findes en enkelt sporadisk solplet i det fynske.

- Temperaturen ligger på en til to grader, men tilsætter man den her jævne til friske nordøstenvind, vil det altså føles noget køligere. Sådan fire til fem graders frost, siger Ellen Nybo, vært på TV2 Vejret.

Sneen kommer måske onsdag

Et lavtryk over Polen vil natten til onsdag sende en front med udbredt nedbør mod Danmark.

Det kan betyde, at årets første sne vil falde 6. januar, og det kan også betyde fynsk snevejr i løbet af onsdagen.

- Et nedbørsområde, der kommer fra en sydøstlig retning, ser ud til at give sne over Sjælland, og det kunne også godt give sne i løbet af formiddagestimerne på Fyn.

Oversigt

    Oversigt