Frygt for bandekrig under retssag

Frygt for bandekrig fik mandag politiet til at stille med et massivt opbud af bevæbnede politifolk ved Retten i Svendborg.

Det massive opbud af bevæbnede politifolk omringede retsbygningen i Svendborg, mens to medlemmer af Hells Angels støttegruppen AK 81 blev ført ind i retten, skriver Fyns Amts Avis.

De er tiltalt for et overfald på en gruppe andengenerationsindvandrere på diskotek Crazy Daisy i Svendborg.

Det meget store politiopbud skyldes politiets frygt for bandekrigen mellem Hells Angels og grupper bestående af andengenrationsindvandrere.
 
Dele af området var spærret af, ligesom dele af det indre Svendborg blev erklæret visitationszone.

- Dagen er forløbet uden problemer, og visitationszonen ophæves igen kl 20 i aften, fortæller vagtchef Erik Skov fra Fyns Politi til TV2/FYN.

De to mænd på henholdsvis 20 og 21 blev hver idømt fire måneders fængsel. Begge dømte valgte at modtage dommen.

Oversigt

    Oversigt