Fyens Stiftstidendes aflyste 250-års fødselsdag kom fynboerne til gode

Fyens Stiftstidende fyldte mandag 250 år. Det fejrede avisen ved at uddele kransekage rundt på Fyn.

- Pludselig stod vi med 2.000 stykker kransekage, og hvad gør man med dem?

Det spørgsmål stillede de sig selv på Fyens Stiftstidende, da de på grund af corona ikke kunne holde åbent hus i forbindelse med avisens 250-års fødselsdag, som kransekagen ellers var tiltænkt til.

quote Der er ikke noget galt i at blive gammel, hvis man hele tiden udvikler sig

Poul Kjærgaard, chefredaktør, Fyens Stiftstidende

Heldigvis fandt avisen et svar, der gav glæde på flere dele af Fyn - kagen blev nemlig delt ud.

Kage til vaccinatører

- I skal have noget kage, for vi er kommet til at forkøbe os, sagde chefredaktør for Fyens Stiftstidende, Poul Kjærgaard, til sygeplejerske Ida Rita Thorsen, da han var forbi vaccinationscenteret på Athenevænget i Odense med kransekage.

Ida Rita Thorsen havde læst om uddelingen på Facebook og skrev til avisen, fordi hun mente, at hendes kolleger fortjente lidt sødt.

- Jeg synes bare, at det her er Danmarks bedste arbejdsplads, så noget af det måtte da helt sikkert være til os, siger hun.

Sådan så forsiden ud på Fyens Stiftstidendes første udgivelse den 3. januar 1772.
Sådan så forsiden ud på Fyens Stiftstidendes første udgivelse den 3. januar 1772.
Foto: Fyens Stiftstidende

250 år fejres med 250 arrangementer

Fyens Stiftstidende udgav sin første avis den 3. januar 1772, men trods alderen er avisen "rimelig frisk" ifølge chefredaktøren. 

- Der er ikke noget galt i at blive gammel, hvis man hele tiden udvikler sig, og det øver vi os på, siger Poul Kjærgaard.

Han fortæller samtidig, at fødselsdagen skal fejres året ud. Der er blandt andet planer om at stable minimum 250 arrangementer på benene i løbet af 2022.

Oversigt

    Oversigt