Fyn delt i to: Her kommer der sol og forårsvarme

Nogle fynboer vil opleve sol og forårsvarme. Andre vil få en kold dag med skyer. 

Årets første forårsdag begyndte med tåge og rim fra morgenstunden og sol om eftermiddagen, og samme opskrift gælder tirsdag. 

- Endnu en gang starter vi morgenen og formiddagen med gråvejr, skyer og lave temperaturer. Der kan også være lidt rim her og der, men når vi passerer middagstid, er der plads til, at skyerne går i opbrud, siger Cecilie Hother fra TV 2 Vejret. 

Opklaringen betyder også, at dagen kan udvikle sig til en lun forårsdag med masser af solskin.

- Med det kan temperaturerne få fart på. Det gælder der, hvor der er skyfrit, forklarer Cecilie Hother.

Op mod ni graders forårsvarme

Det er her, at Fyn deler sig i to. Midt på Fyn vil skyerne kunne blive opløst, så solen kan trænge igennem og give varme - op mod otte-ni grader. 

Opholder du dig til gengæld i nærheden af kysterne, vil temperaturen blive holdt nede på tre-fire grader, og du vil få en mere skyet eftermiddag. 

Kombinationen af sol med skyer og risiko for nattefrost vil fortsætte resten af ugen.

Lav sigtbarhed tirsdag på Fyn.
Lav sigtbarhed tirsdag på Fyn.
Foto: TV 2 VEJRET

Oversigt

    Oversigt