Fyn er film: Disse film blev produceret på Fyn i 2021

Fyn er fin, og Fyn er film. Filmåret på Fyn 2021 var et særdeles godt år med hele 27 produktioner. FilmFyns direktør, Klaus Hansen, håber at øge produktionen på Fyn de næste par år.

2021 var et stærkt fynsk filmår.

Intet mindre end 27 produktioner i optagelse eller under postproduktion på Fyn i 2021.

8 spillefilm, 11 dokumentarfilm, 2 tv-serier og 6 fynske talentfilm.

- Det har været et rigtig godt år. Vi havde nogle gode, store film, som er gået rigtig godt, både publikumsmæssigt og internationalt, siger Klaus Hansen, der er direktør for FilmFyn.

Fyn på landkortet

Udover de 27 produktioner, var lige knap 30 produktioner under udvikling i 2021 med henblik på at komme i produktion i år.

De sidste tre års udvikling af den fynske filmbranche, har sat Fyn på landkortet, som en vigtig region for dansk film- og tv-serieproduktion.

Udviklingen af filmbranchen på Fyn sker i forbindelse med, at FilmFyn i 2019 fik 24 millioner kroner ekstra årligt fra staten.

- De 27 produktioner sidste år, er en voldsom stigning fra de tidligere år. I 2019 var der 15 produktioner, siger Klaus Hansen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.


Juleøen Fyn

I 2021 fik FilmFyn mulighed for at støtte to tv-serier, ’Tinka og sjælens spejl’ og ’Julehjertets hemmelighed’, der begge får premiere 1. december 2022 på henholdsvis TV 2 og DR.

- Med de to julekalendere, er vi i gang med et turismeprojekt, der skal være med til at tiltrække turister til Fyn og gøre Fyn mere synlig, siger direktøren for FilmFyn.

'Tinka og sjælens spejl" bliver den tredje med den populære nisse og hendes tro følgesvend, Lasse.
'Tinka og sjælens spejl" bliver den tredje med den populære nisse og hendes tro følgesvend, Lasse.
Foto: Per Arnesen

Filmåret 2022

Ifølge Klaus Hansen ender 2022 samlet set med samme produktionsvolumen som i 2021.

- Det bliver nok ikke til to tv-serier, for vi kun har begrænsede muligheder, siger Klaus Hansen.

- Vi har en oscarvindende instruktør, Anders Walter, der er Ryslinge lige nu og optage til en ny stor film, ’Befrielsen’.

- Vi har mange andre projekter, som jeg ikke kan løfte sløret for endnu.

FilmFyn vil gerne udvikle arbejdspladser, få vækst i form af omsætning og bruge produktionerne til at sætte Fyn på landkortet.

Flere fremtidige fynske filmarbejdere

Filmfyn arbejder på at få flere ind i den fynske filmbranche.

- Vi arbejder på en filmuddannelse på UCL i Odense. Det bliver en del af vores mulighed for at få flere fynske filmarbejdere ind i branchen, siger Klaus Hansen.

Derudover ønsker de at øge antallet af årlige produktioner. 

- Vi har søgt om at få 15 millioner kroner ekstra om året, så vi kan komme til at støtte fire til seks tv-serier årligt i fremtiden.

De 15 millioner kroner er FilmFyns ønske til de igangværende medieforligsforhandlinger mellem regeringen og Folketingets partier.

Oversigt

    Oversigt