Fyn kan vente både sol og sne lørdag

Weekenden begynder solrigt med temperaturer omkring frysepunktet. Der er dog også chance for sne- eller sludbyger.

En opklaring er i nattetimerne trukket ind over Danmark og skubbet det grå vintervejr ud for en kort stund.

- Det betyder, at når vi står op i morgen (lørdag, red.), kan vi være heldige at få lov til at se solen, men der er altså også nogle snebyger i luften. Nogle af dem kan falde som sludbyger, men ellers er det primært en dag, hvor der venter tørvejr og plads til solstrejf i løbet af dagen, siger TV 2 Vejrets vært Sarah-Maria Mærkedahl.

Temperaturerne vil ligge lige omkring frysepunktet, eller en enkelt eller to grader over. Vinden bliver ikke særlig mærkbar. Med andre ord bliver lørdag en fin, solrig vinterdag.

Glatte veje

Dog skal trafikanter køre forsigtigt, da der er risiko for glatte veje.

- Der kan ved vejbanerne være temperaturer, der ligger under frysepunktet. Det kan give pletvis glatte veje, og det kan altså være hele dagen, siger Sarah-Maria Mærkedahl. 

Derfor er langt de fleste veje ifølge Vejdirektoratet blevet saltet efter årstiden.