Fyn ligger under smittetrykket: Fynboer skal stadig opføre sig fornuftigt

Antal smittede på Fyn burde tælle ti procent af det samlede antal i Danmark. Men fynboer udgør kun 4,5 procent af dette antal, og kun 0,4 procent af de testede fynboer er testet positive for covid-19 den sidste uge.

På OUH er 4345 personer testet for smitte med covid-19 i perioden 7. - 13. maj. Ud af disse er 17 af de testede personer smittet. De testede er næsten udelukkende fra Fyn. Det har været tendensen de sidste uger, og man skal helt tilbage til uge 16, før det antal var væsentlig højere. 

Overlæge ved klinisk mikrobiologisk afdeling på OUH, Thøger Gorm Jensen mener, at grunden til det lave antal smittede findes ved fynboerne selv:

- Det er simpelthen, fordi at fynboerne har været effektive til at beskytte sig, og overholde de bestemte regler og anbefalinger.

Fra OUH har man kunnet se et fald helt tilbage fra uge 14, hvor antallet af nye smittede er faldet med 25 procent for hver uge, der er gået. Faldet har været jævnt indtil uge 17, hvorefter antallet af nye smittede har været stabilt. Det er dog uvist, hvorfor antallet er stabilt og ikke er faldet yderligere.

- Det har jeg ikke nogen god forklaring på. Vi ved ikke så meget om, hvad der ligger bag den smitte, der stadig sker. Så jeg ved ikke, hvorfor det er stabilt, fortæller Thøger Gorm Jensen.

Fyn åbner ikke mere op

Selvom antallet af smittede på Fyn er under halvdelen af det forventede, betyder det ikke, at Fyn derfor vil åbne mere op og før end andre steder i Danmark. 

Det mener det fynske medlem af Folketinget, Mai Mercado (KF), at man bør overveje:

- Jeg tror, at der er noget praktisk, der måske bliver vanskeligt. Men det at vi sikrer, at steder hvor der ikke er smittede og har været smittede længe, kan få lov at åbne op. Det synes jeg, at man skal gøre. Når der ikke er mere smitte på Fyn, så kan vi godt åbne noget mere op. 

Odense er den eneste fynske kommune, som har haft nye smittetilfælde i den sidste uge. Smitte fra Odense Kommune kan derfor sprede sig til de andre kommuner.

- Der gælder stadig de samme regler, om at man skal spritte af og holde afstand. Det er ting, som vi har fået under huden nu, fortæller Mai Mercado.

Ifølge Thøger Gorm Jensen bør man ikke lukke op på grund af et lavt antal smittede. Han bruger Sydkorea som eksempel, hvor man åbnede landet igen.

- De har også haft lavt antal positive, men så var der en ung mand, der gik i byen og var positiv med covid-19. Der fulgte man mandens kreditkort og mobiltelefon, og han kunne potentielt have været i kontakt med 2000 mennesker, og 100 er blevet smittet af ham, siger overlægen.

Vent med festen

På trods af det lave smitteantal på Fyn, skal man ikke se bort fra anbefalinger og retningslinjer. Hans Jørn Kolmos, pensioneret læge og professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, mener, at man ikke skal glemme anbefalingerne:

- Risikoen for at møde en med corona er ikke ret stor, men du ved aldrig, hvornår du møder en smittet. Det handler i den grad om at opføre sig fornuftigt. Der er en grund til, at vi har så lidt smitte på Fyn.

Eksemplet fra Sydkorea kan også blive aktuelt på Fyn, hvis ikke man er påpasselig og åbner for hurtigt.

- Risikoen for at man bliver smittet, når man møder en på åstien er meget lille, men hvis man begynder at åbne op for lidt større forsmalinger, så er det sjove ved coronavirus, at der er et fænomen, der hedder superspreder, forklarer Thøger Gorm Jensen og fortsætter:

- Der er nogen, der er i stand til at sprede smitte på en ganske voldsom måde, så de smitter ret mange mennesker. De ved det ikke selv, og det kan undgås ved, at man undgår store grupper.

Selvom smittetrykket altså er lavt på Fyn, skal man i følge Hans Jørn Kolmos altså vente med at feste, selvom sommeren nærmer sig.

- Man skal kun glæde sig over, at der ikke er meget corona på Fyn i øjeblikket, men det er ikke det samme som at sige, at man kan feste løs.