Fynbo får tre millioner i støtte: Vil afsløre hjerte-kar-sygdom med prik i fingeren

Fynsk forskningsprojekt modtager tre millioner kroner til udvikling af et computerprogram, der skal kunne beregne det enkelte menneskes risiko for hjerte-kar-sygdom.

Flere og flere lever med gener fra hjerte-kar-sygdomme, fordi det kræver avancerede undersøgelser at opdage, hvis man ingen symptomer har.

Men det vil Jes Sanddal Lindholt, der er professor og overlæge på Odense Universitetshospital, gøre op med ved at gøre testprocessen nemmere.

Til det forskningsprojekt har han netop modtaget tre millioner kroner i støtte fra Hjerteforeningen.

- Alene hvis man tager et tværsnit af den danske befolkning, har ti procent af os faktisk en hjerte-kar-sygdom. Det er lidt fjollet, når man tænker på, at halvdelen af dem faktisk kunne være forebygget, hvis vi havde fundet de tidlige tegn i tide, siger han.

Skal beregne risikoen

Professoren vil ved hjælp af kunstig intelligens udvikle et computerprogram, der skal kunne beregne det enkelte menneskes risiko for hjerte-kar-sygdom. Derudover skal programmet fortælle, hvor meget denne risiko vil ændre sig med forebyggelse, fortæller han.

- Vi vil gerne forsøge at lave en lille, let test, som ideelt set kan foretages i sit eget hjem ved en prikblodprøve, som man putter på noget papir og sender ind på et laboratorium sammen med nogle oplysninger. Så kan man få sin helt personlige risiko for hjerte-kar-sygdomme de næste fem år, siger Jes Sanddal Lindholt.

Målet er, at testen vil kunne bestemme din risiko og gevinst ved forebyggende behandlingstiltag, og den vil blive integreret i en app, der skal kunne bruges af praktiserende læger, apoteker, sundhedscentre, hospitaler og private derhjemme.

Fungerer ved hjælp af maskine

Et såkaldt massespektometer skal måle proteiner i de blodprøver, som patienterne sender ind.

- I det her projekt skal vi bruge maskinen til at finde de proteiner, som så kan kobles sammen med en forhøjet risiko for at få hjerte-kar-sygdomme, siger Hans Christian Beck, der er lektor og seniorforsker på Afdeling for Klinisk Farmakologi på OUH.

Ifølge ham er det meningen, at de ud fra profilen af proteiner fra de forskellige pågældende patienter, skal kunne forudsige, hvem der eventuelt kan kan blive ramt af hjerte-kar-sygdom. På den måde kan behandlingen eller forebyggelsen begynde tidligere.

Flere på Fyn modtager støtte

Også et andet fynsk projekt har modtaget støtte. Louise Linde, der er ph.d.-studerende på Odense Universitetshospital, modtager 1.083.000 kroner til at forske i såkaldt ”mekanisk kredsløbsstøtte” ved langvarige hjertestop.

Projektet skal skabe viden, der kan bruges på hospitalerne konkret til gavn for de mange danskere, der hvert år får hjertestop.

Hjerteforeningen og Børnehjertefonden har uddelt 32.764.000 millioner kroner til hjerteforskning over hele landet. I alt 27 forskningsprojekter modtager penge til deres forskningsprojekter.

Børnehjertefonden støtter ét, mens Hjerteforeningen uddeler støtte til 26 forskningsprojekter.

Oversigt

    Oversigt