Fynbo holder lav profil

Fynske Peder Pedersen holder sig tilbahe, mens kandidaterne til UCI-præsidentposten skændes.

Det har ikke været særligt kønt at følge valgkampen mellem Pat McQuaid og Brian Cookson, der fredag er i kampvalg om posten som præsident for den internationale cykelunion (UCI).

Gensidige beskyldninger er fløjet gennem luften mellem den siddende præsident, ireren McQuaid, og hans engelske udfordrer.

Det danske medlem af UCI's bestyrelse, Peder Pedersen, har bevidst holdt lav profil i valgkampen.

- Jeg har holdt mig rimelig tilbage i den her krig. Hvis man vil prøve at samarbejde med hvem som helst, kan det ikke nytte noget, at man har gravet grøfter.

- Man må tro på, at man kan påvirke tingene i den retning, man selv ønsker, og det vil jeg kæmpe for, siger han.

67-årige Peder Pedersens eget genvalg til UCI-bestyrelsen bliver formentlig en formalitet, eftersom han har opbakning fra den europæiske cykelunion (ECU).

Han ærgrer sig over, at valgkampen er blevet beskidt.

- Det her valg virker noget kaotisk mellem de to kandidater, når man ser på, hvad der har været fremme i medierne med beskyldninger om, hvem der har gjort hvad.

- Nu har vi valget på fredag, og så får vi forhåbentlig ro på igen, siger Peder Pedersen.

Pat McQuaid har udtalt, at han vil trække sig helt, hvis han ikke bliver genvalgt, og at han håber, at Brian Cookson vil gøre det samme.

Rent politisk ser Peder Pedersen ikke den store forskel på de to kandidater, der begge har en fortsat oprydning efter de mange dopingafsløringer som et hovedtema.

- Når man hører deres indlæg og overskrifterne på det, de vil, så er det meget ens. Man kan heller ikke dreje en verdensorganisation som UCI 180 grader rundt, siger danskeren.

Oversigt

    Oversigt