Fynbo med til at erobre VM-sølv i mountainbike

Ikke mindst takket være en brølstærk indsats fra Odense-drengen Simon Andreassen blev det til en dansk andenplads i holdstafet ved VM, der bliver kørt i Andorra.

Danmark hentede onsdag sølv ved VM i mountainbike, der bliver afholdt i Andorra.

Niels Rasmussen, Sebastian Fini, Simon Andreassen og Annika Langvad blev nummer to i holdstafet, og det resultat overgik forventningerne.

- Jeg havde håbet på top-5 og troede på, at vi havde potentialet til en tredjeplads, men Frankrig, Schweiz og Tyskland for den sags skyld er sindssygt stærke.

- Det er vi så også. Det viser vi i dag, siger landstræner Mads Bødker til Danmarks Cykle Unions hjemmeside.

Frankrig vandt guld, mens bronzen gik til Italien.

Landstræneren roser blandt andre Annika Langvad og juniorrytteren Simon Andreassen.

- Annika kørte hurtigste dame-tid. Tilmed var hun rigtig glad, da hun kom i mål, uden at vide hun havde bedste tid. Det lover godt.

- Simon kørte en flot og hurtigste tid. Det lover selvfølgelig godt inden morgendagens juniorrace. Vi kan ikke løbe fra favoritværdigheden. Det er ham, de andre skal slå, siger Mads Bødker.

Oversigt

    Oversigt