Fynboer raser over cigaretskod på stranden - men rygerne slipper for en bøde

Du kan ikke få en bøde, hvis du smider ét cigaretskod, når du er på stranden. Flere fynboer er frustrerede over de mange skod i naturen.

Badegæster og turister flokkes til de fynske strande i sommervarmen, og med sig har de en masse affald. Derudover har rygerne også cigaretskod, som de mere end ofte smider i sandet.

Det frustrerer de andre gæster på de fynske strande. En artikel om cigaretskod på de fynske strande er blevet delt hundredvis af gange på Facebook.

- Det er fandeme træls at glo på, når man gerne vil se en ren natur, skov og strand. Det tager op til fem år at nedbryde. Det er latterligt, at det skal se ud som et askebæger, skriver Rod Rigo fra Odense på TV 2/Fyns facebookside.  

- Det flyder med cigaretskod overalt - i naturen, på stranden, banegården og veje. Det undrer mig, at rygerne ikke kan finde ud af at have en lille metaldåse i lommen til skod. Det nemmeste er jo bare at tvære det ud over det hele. Der kommer vel en anden og rydder op, fortæller Hanne Rasmussen. 

Her er der mange cigaretskod

Henning Bager fra Søndersø har gjort TV 2/Fyn på, at de mange cigaretskod er et problem på Vejlby Fed Strand, Hasmark Strand, Fuglsang Strand og ved Flyvesandet. Og på Facebook får han opbakning fra andre fynboer, der nævner deres egne strande, hvor cigaretskod bliver smidt i det varme sand.

Kjeld Storm fra Odense har et forslag til rygerne, hvis der ikke lige er en skraldespand i nærheden.

- Rigtig mange har en dåseøl med, så kom lidt vand i dåsen, og brug den som askebæger. Den er som regel nem at komme af med bagefter. 

 
 
Foto: Henning Bager
 
 
Foto: Henning Bager

Ni millioner skod om dagen

Non-profit-organisationen Hold Danmark Rent anslår, at der hver dag bliver smidt cirka ni millioner cigaretskod på gaden eller i naturen. Det bliver til cirka tre milliarder på et år.

60 procent af dagligdagsrygerne indrømmer, at de kan finde på at smide cigaretskod fra sig ved eksempelvis busstoppestedet. Når det gælder stranden, er rygerne dog mere påpasselige. Her indrømmer kun 20 procent af dagligdagsrygerne, at de smider deres cigaretskod fra sig.

Selv om man ikke skal smide affald i naturen, kan du ikke få en bøde for at smide ét cigaretskod på stranden. Hvis du til gengæld tømmer askebægeret, risikerer du en bøde på 3.000 kroner.

Du kan fortsat deltage i diskussionen på TV 2/Fyns officielle facebookside:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt