Fynboer sover i beskidt sengetøj

Danskerne skifter i gennemsnit sengetøj hver 14. dag. Fynboerne er de sløveste til at få rent linned på sengen, viser ny undersøgelse.

Dyner og puder bliver i gennemsnit iklædt rent sengetøj hver 14. dag, viser en ny undersøgelse af danskernes vaskevaner, som FDB Analyse har lavet for Samvirke.

20 procent af danskerne er mere renlige end gennemsnittet og skifter sengetøj hver uge, mens 40 procent smider det beskidte linned i vasketøjskurven efter 14 dage. Endelig skifter 30 procent pudevår og dynebetræk mindre end to gange månedligt.

Fynboerne er i øvrigt de sløveste til at få rent linned på sengen. Halvdelen af fynboerne skifter sengetøj mindre end to gange månedligt, og det er ikke helt godt nok.

- Når man sover, afgiver kroppen døde hudceller og hår, ligesom man sveder. 14 dage er en god takt at skifte sengetøj i, med mindre man har allergi mod husstøvmider, siger husholdningsøkonom på Ankerhus Seminarium til Samvirke.

Undersøgelsen viser videre, at det stadig er kvinderne, der står vasken i Danmark. De jyske husmødre vasker flere maskinfulde pr. husstand end resten af landet og bruger højere temperaturer.

Oversigt

    Oversigt