Efter ulvens indtræden på fynsk jord har flere begivet sig ud i naturen for at se rovdyret i virkeligheden.
I jagten på ulven kan loven dog nemt brydes, viser en undersøgelse fra Friluftsrådet. Mange kender nemlig ikke til reglerne omkring færden i naturen, og det vil Friluftsrådet ændre på.
Gennem de seneste år har flere fynboer meldt ind til Ulvetracking, at de har set en ulv i det fynske landskab. Ulven er blandt andet set flere gange ud for Aarup.
Flere love overtrådt i den jyske natur
Det er netop opmærksomheden omkring ulven, der har fået flere til at søge mod naturen i håbet om at spotte en ulv. På baggrund af flere historier i medierne om ulveentusiaster, der overtræder loven, opfordrer Friluftsrådet folk til at lære reglerne om, hvor man må opholde sig i naturen, inden man med kikkert og passende fodtøj vandrer ud i landets skove.
- Vi opfordrer altid folk til at kende og overholde reglerne, så de ikke kommer til at genere naturen, dem der ejer jorden eller deres naboer. Der er ingen tvivl om, at det for mange er unikt at se en ulv, men folk skal selvfølgelig kun gå der, hvor de må, siger Friluftsrådets direktør, Jan Ejlsted.
Særligt i den jyske natur har Friluftsrådet erfaret, at reglerne ikke overholdes.
Den første bekræftede ulv i Danmark blev fundet død i Nationalpark Thy i Nordjylland i 2012. Det er specielt i naturen omkring Ulfborg i Jylland, at ulven op til flere gange er blevet spottet de seneste år.
De vigtigste regler at kende
De regler, som er nødvendige at kende til, drejer sig om reglerne for skov og udyrkede arealer. På turen efter ulvene skal man også være opmærksom på, om arealerne er offentligt ejet eller privatejet.
Sådan må du færdes i naturen
- Min opfordring er, at folk skal sætte sig ind i reglerne og følge dem. Der er masser af muligheder for at opleve naturen og samtidig overholde loven. Vi ved fra undersøgelser, at der er mange, som ikke er klar over, hvad de må og ikke må. Derfor oplyser vi om reglerne og opfordrer til, at man husker dem, når man bevæger sig rundt i naturen i håbet om at se ulve - eller andre dyr for den sags skyld, fortæller Jan Ejlsted.
Man forventer, at der lever otte ulve i Danmark.