Fyns Amt giver 12 millioner til stamcelleforskning

Fyns Amts økonomiudvalg har bevilget 12 mio. kroner til forskning i behandling med stamceller. Behandling med stamceller kan på sigt kurere sygdomme som sukkersyge og knogleskørhed.

-

Fyns Amts økonomiudvalg har bevilget 12 mio. kroner til forskning i behandling med stamceller over en tre-årig periode.

Perspektiverne for behandling med stamceller er store og åbner mulighed for på sigt at kurere folkesygdomme som sukkersyge, Parkinsons syge og knogleskørhed.

Den traditionelle lægevidenskab bruger tre forskellige behandlingsformer: kirurgi, strålebehandling og behandling med lægemidler. Inden for de senere år har en ny behandlingsform - behandling med stamceller - set dagens lys.

- Vi står i dag overfor en fantastisk spændende udvikling indenfor den humane medicin: Et paradigmeskifte fra traditionel behandling til stamcelleterapi. På sigt håber vi at kunne behandle og helbrede sygdomme, der i dag betragtes som kroniske, siger amtsborgmester Jan Boye.

Odense Universitetshospital bliver lokomotiv
Forskningen vil ske i samarbejde med andre amter og Syddansk Universitet. Den vil samtidig placere Odense Universitetshospital i førerfeltet på behandlingssiden med stamceller ikke kun nationalt, men også internationalt.

I Region Syd vil Odense Universitetshospital være et lokomotiv, som tilbyder den nyeste behandling. Center for Stamcellebehandling er murstensløst og opbygges af et samarbejde mellem eksisterende afdelinger på Odense Universitetshospital.

Centeret ledes af professor Henning Beck-Nielsen. Da udgifterne til det epokegørende arbejde forventes at blive højere end de afsatte 12 mio., vil der blive søgt om yderligere midler fra private og offentlige fonde inklusiv EU-midler.

Behandling af sukkersyge og Parkinson
Forskningen i stamceller retter sig mod behandling af sygdomme som sukkersyge, hjertesvigt, knogleskørhed, og Parkinsons sygdom.

Det er nogle af de sygdomme, der er mest omkostningstunge i det danske sundhedsvæsen både i forbindelse med behandling, pleje, kontrol og efterbehandling samt samfundsmæssigt ved sygedage, hjælp i hjemmet, og når patienterne helt må træde ud af arbejdsmarkedet.

 

 

Oversigt

    Oversigt