Fyns Politi advarer mod falsk betjent

Fyns Politi advarer om opkald fra en person, der udgiver sig for at være en betjent ved navn Lasse Kristensen.

Hvis du bliver ringet op af en person ved navn Lasse Kristensen, der udgiver sig for at være betjent ved Fyns Politi, skal du ikke udgive dine personlige oplysninger. 

Opkaldet kommer nemlig ikke fra politiet. 

Det skriver Fyns Politi på Twitter, efter flere borgere har henvendt sig efter opkald fra telefonnummeret 66 14 14 48.

Blandt andet er en kvinde blevet kontaktet angående problemer med et lån, hun aldrig har taget. 

- Der er en, der ringer og siger, der er problemer med et lån, og derfor beder om et personnummer for at få stoppet kriminalitet, siger vagtchef ved Fyns Politi Ehm Christensen. 

I den forbindelse minder politiet om ikke at udgive personnummer over telefonen. 

- Man skal aldrig udgive personlige oplysninger til nogen, man ikke kender, siger vagtchefen.