I det fynske folks tjeneste

Fyns Politi advarer: Tricktyve kan udnytte corona

Den meget uvante situation, gør rigtigt mange borgere sårbare overfor tricktyveri. Derfor opfordrer Fyns Politi fynboerne til at udvise sund skepsis.

Grafik: Michel Bondo

Fynboerne skal ikke kun passe på corona-smitte. Nu skal de også være på vagt overfor tricktyve, der udnytter den sårbare situation, hele samfundet står i.

Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Vi slår hårdt ned på den her type kriminalitet

Lars Bræmhøj, chefpolitiinspektør, Fyns Politi

- I Danmark har vi en høj grad af tillid til myndighederne i krisesituationer, og det udnytter tricktyvene, siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj i pressemeddelelsen. Han fortsætter:

- Nogle borgere er måske ekstra sårbare over for den her form for bedrageri under den igangværende corona-situation, fordi de kriminelle udgiver sig for at være fra myndighederne, forklarer han.

Læs også Genbrugsstationer genåbner - Hjemmeværnet er til stede

Derfor skal de sårbare borgere holde skarpt øje og sørge for at være skeptiske, hvis de bliver ringet op af myndighederne, forklarer politiet.

Tre mænd dømt

Denne form for tyveri, er noget, politiet slår hårdt ned på.

- Jeg vil godt opfordre de kriminelle til at lade være, for som man kan se på dommene fra i fredags, så slår vi hårdt ned på den her type kriminalitet, oplyser Lars Bræmhøj.

Dommene som chefpolitiinspektøren taler om, er dommene af tre unge mænd, der fredag den 27. marts blev dømt ved retten i Svendborg for at have snydt ældre medborgere ved blandt andet at udgive sig for at ringe fra NETS eller Danske Bankers Fælles Sikkerhedssystem.

Læs også Følg corona-situationen: Under 100 indlagte med corona for første gang siden marts

De tre dømte kan se frem til mellem to og tre års fængsel.

Det er samme type af tyveri, politiet frygter, at flere borgere nu vil blive udsat for i forbindelse med corona-udbruddet. Derfor opfordrer de alle til at være på vagt, hvis de bliver kontaktet af myndighederne.

Fyns Politi giver her fire gode råd, for at undgå tricktyveri:

• Oplys aldrig NEMID-oplysninger m.m. hvis du bliver kontaktet telefonisk. De oplysninger vil politi, bank, kommune m.m. aldrig bede om via telefonen.

• Få sikkerhed for, at de personer, der ringer på døren eller i telefonen, er dem, de udgiver sig for at være. Bed om legitimation. Tjek eventuelt med kommune eller andre myndigheder på deres hovednummer, om det er korrekt, at personerne har et ærinde.
 
•Lad for en sikkerheds skyld ikke værdigenstande, kontanter m.m. ligge frit fremme eller i nærheden af indgangsdøren.
  
•Benyt din dørspion, før du åbner hoveddøren, og brug eventuelt en sikkerhedskæde.

 

Kilde: Fyns Politi