Fyns Politi har sikret sig dna fra fem mænd

Politiet har afhørt flere end 20 mænd i jagten på en sexforbryder på Fyn. Fem har frivilligt afleveret dna.

Fyns Politi har nu afhørt lidt flere end 20 personer i jagten på den mand, der inden for de seneste tre uger har bortført to piger på Fyn og udsat dem for seksuelle overgreb.

I forbindelse med afhøringerne har politiet taget mundskrab på fem-seks mænd for at få deres dna-profil.

- Vi har været ud at besøge lidt over 20, og fra fem-seks af dem har vi taget mundskrab. Det er folk, der har samtykket og givet os lov, ingen er blevet anholdt, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi.

Antallet af henvendelser fra offentligheden er nu oppe på 500, og selv om mængden af opkald om sagen på telefon 114 ifølge efterforskningslederen er stilnet lidt af i løbet af weekenden, kommer der stadig tip fra folk, der mener at have observeret noget.

- Det er fadet lidt ud over søndagen, men vi har fået mange henvendelser, og det er dejligt. Dem er vi nu i gang med at undersøge, siger Henrik Justesen.

Det første sexovergreb fandt sted for godt og vel tre uger siden og gik ud over en 10-årig pige fra Vester Skerninge vest for Svendborg. Gerningsmanden hev pigen ind i sin bil, da hun om eftermiddagen stod af skolebussen.

Han kørte hende til et skovområde, hvor han forbrød sig mod hende.

Det næste tilfælde skete i sidste uge i Refsvindinge sydvest for Nyborg, hvor en 10-årig pige blev bortført og udsat for et seksuelt overgreb på vej hjem fra sin SFO.

Begge piger har fortalt, at gerningsmanden kørte i en mørkerød bil, og det er den slags biler, som de fleste henvendelser fra offentligheden drejer sig om. Nogle retter imidlertid også politiets opmærksomhed mod bestemte personer.

De fleste henvendelser kommer fra Fyn, men også i andre dele af landet ringer folk ind med observationer.

Først på ugen venter Henrik Justesen de første svar på de dna-prøver, som politiet har sikret sig fra de to piger. Prøverne er blevet undersøgt for at se, om de indeholder dna fra gerningsmanden, så der kan opstilles en dna-profil.

Svarene kan give et gennembrud i efterforskningen, hvis profilen svarer til en profil i politiets dna-register.

Oversigt

    Oversigt