Fyns Politi sender hver dag 25 betjente til grænsen

Kontrollen ved grænsen til Tyskland og terrorbevogtningen dræner ressourcer, lyder det fra politiet.

TV 2/FYN har flere gange fortalt, at de fynske betjente er presset af overarbejde og udstationering som følge af bevogtningsarbejde ved den franske ambassade og den jødiske synagoge i København samt ikke mindst opgaver ved den dansk-tyske grænse.

Hver eneste dag sender Fyns Politi 25 mand til grænsen for at hjælpe med kontrollen. Udover det bruger de også cirka 900 timer ugentligt på terrorbevogtning.

De mange mandetimer, der hver eneste dag forsvinder fra politiarbejdet på Fyn, har betydning for de øvrige opgaver, som politiet kan løse.

- Det er en prioritering blandt mange sager. Hvad skal skubbes op - og hvad behandles på lige fod med andre sager, sagde politiinspektør Johnny Schou fra Fyns Politi til TV 2/Fyn i sidste uge omkring en sag, hvor en udlejer anmeldte en tyverisag til Fyns Politi, der dengang ikke havde ressourcer til at løse opgaven. 

På landsplan er politimandskabet nedslidt, og det daglige arbejde bliver nedprioriteret. Sådan lyder advarslen fra politiet, efter at regeringen torsdag endnu en gang valgte at forlænge grænsekontrollen.

Ti af landets 12 politikredse bidrager til grænsekontrollen, og ni bidrager til terrorberedskabet i København.

Her kan du få overblik over, hvor mange betjente kredsene dagligt stiller med til grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse. 

Terrorbevogtning i parentes er opgjort i cirka ugentligt antal mandskabstimer.

 * Nordjyllands Politi: 20 til grænsekontrol (1200 timer til terrorbevogtning)
  * Østjyllands Politi: 24 (1200 timer)
  * Midt- og Vestjyllands Politi: 25 (900 timer)
  * Sydøstjyllands Politi: 22 (700 timer)
  * Fyns Politi: 25 (900 timer)
  * Midt- og Vestsjællands Politi: 17 (300 timer)
  * Nordsjællands Politi: 21 (700 timer)
  * Københavns Vestegns Politi: 25 (100 timer)
  * Syd- og Sønderjyllands Politi: 29 (0)
  * Sydsjællands og Lolland Falsters Politi: 25 (0)
Kilde: Rigspolitiet.

 

Oversigt

    Oversigt