Fyns Politi skal holde fast i sadelen

Tidligere chef for politiets rejsehold Bent Isager-Nielsen har selv prøvet at stå uden motiv i en drabssag, en uge efter forbrydelsen er begået. Man kan ikke gøre andet end at blive ved med at efterforske.

Bent Isager-Nielsen har som chef for politiets rejsehold selv prøvet at stå uden motiv til et drab, lang tid efter forbrydelsen er begået.

Tidligere var de første timer og døgn efter drabet var uhyre vigtige, men i dag kan der sagtens komme et gennembrud lang tid senere.

- Nogle undersøgelser, vi lavede for nogle år siden viste meget tydeligt, at hvis ikke sådan noget kom hjem i de første døgn, så blev det umådelig svært, men det har ændret sig. I dag ser vi meget ofte, at opklaringen af alvorlig kriminalitet først kommer nogen tid efter, fordi vi har flere muligheder. Så det drejer sig om at få investeret tiden rigtigt i starten.

Der er formentlig tale om et fjerndrab - hvor der ikke er en tydelig forbindelse mellem offer og gerningsmand - og det stiller store krav til efterforskerne.

Op på hesten

Der findes ingen lette løsninger, når man ikke kan finde et motiv, og så gælder det for politiet om at holde fokus, siger Bent Isager-Nielsen.

- Man skal bare gøre sit arbejde grundigt og sørge for at få det hele gjort. Og så huske på, at heldet følger ikke de tossede, det følger de flittige. Det gælder også i de sager her.

Den tidligere drabschef for rejseholdet vil ikke gætte på, hvornår Fyns Politi har opklaret dobeltdrabet i Tusindårsskoven.

 - Jeg har taget fejl så mange gange. Både med egne sager og generelt på politiets vegne. Noget der så rigtig let ud blev rigtig svært, fordi det var ikke så nemt som det så ud, og noget der så vanvittig svært ud kom relativ hurtigt.

Derfor er det nu politiets hårde benarbejde og vedholdenhed, der skal give bonus.

 - Der er ikke noget med at gå i panik og sige nu kommer den ikke hjem. Det er bare derudaf. Det er et arbejde, det er et detaljeret og et minutiøst arbejde, og det skal bare gøres, og så kommer tingene også. Erfaringsmæssigt ved vi jo, at vi opklarer langt de fleste drab i Danmark. Også når det har set svært ud, så det er bare op på hesten og holde fast i sadelen og så komme ud over stepperne, siger Bent Isager-Nielsen.

Oversigt

    Oversigt