Fyns Politi styrker grænsekontrollen efter kritik

Efter kritik fra Rigspolitiet har Fyns Politi nu styrket grænsekontrollen og øget antallet af kontrolbesøg.

Et tilsynsbesøg i februar fra Rigspolitiets Nationalt Udlændingecenter resulterede i, at Fyns Politi fik 15 henstillinger til at forbedre grænsekontrollen på Fyn. 

Rigspolitiets kontrol viste blandt andet, at der var mangelfuld kontrol i H.C. Andersen Airport, hvor noget af personalet ikke havde den rette uddannelse, og skiltningen til paskontrollen var så mangelfuld, at flere passagerer gik forbi den. 

Men det er der nu blevet rettet op på, forsikrer politikommissær ved Fyns Politi Carsten Dichmann. 

Mere uddannelse og bedre afmærkning 

- Der er nogle uddannelseskrav til personalet, som skal være til stede og foretage de her kontroller. I den forbindelse har vi også fået fulgt op ved Fyns Politi, så personalet derude er uddannet og klar til at gribe opgaven, siger politikommissæren. 

Der er også sket forbedringer med afmærkningen i lufthavnen ifølge Carsten Dichmann. 

- Det er korrekt, at der har været nogle udfordringer ude i lufthavnen omkring afmærkning. Dels også omkring transportbåndet til kufferter og lignende. Det er der selvfølgelig blevet fulgt op på i samarbejde med lufthavnen. 

Markant flere kontroller ved havneanløb

Et andet af kritikpunkterne fra Rigspolitiet var antallet af kontrolbesøg ved de fynske havneanløb. 

Her viste kontrolbesøgets resultater, som TV 2/Fyn fik indsigt i, at der kun er foretaget fysiske kontroller ved 0,4 procent af alle skibsanløb fra Schengen-lande fra januar til september 2018.

Ved skibsanløb fra ikke-Schengen-lande var Fyns Politi til stede i 6,1 procent af tilfældene.

Derfor krævede Rigspolitiet, at antallet af kontroller blev hævet markant, og det er nu sket, forklarer Carsten Dichmann. 

- Vi har afsat ressourcer til at løse opgaven her og nu, sådan så vi fra juni måned har haft 100 procent opfyldelse på vores havnekontroller. Og selvfølgelig også på vores kontroller ude i lufthavnen. 

Fyns Politi vil dog ikke oplyse, hvordan indsatsen på området er blevet styrket, eller hvorfra ressourcerne kommer. 

- Jeg kan ikke oplyse antal, men jeg kan sige, vi har lavet en styrkelse, så vi kan agere og opfylde de krav, der ligger inden for operativ grænsekontrol, siger Carsten Dichmann. 

 

 

Oversigt

    Oversigt