Fyns Politi: Sultne og tørstige fynboer opførte sig pænt

Flere fynboer har med garanti set frem til at slukke både sult og tørst mandag, hvor caféer og restauranter åbnede. Det forløb helt stille og roligt.

Efter mere end to måneders total nedlukning af caféer, restauranter og værtshuse kunne fynboerne endelig se frem til at slukke både tørst og sult mandag ude i byerne.

Det kunne man foranledige sig til at tro ville betyde, at Fyns Politi ville få mægtigt travlt med glade og måske rigeligt tørstige fynboer, men det har forløbet sig ganske stille. Et enkelt vennepar i karambolage ude foran Westend i Odense fik dem til at rykke ud. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ingen problemer med tidlig lukke-restriktion

Mandagens genåbning fik da også fynboerne til at strømme ud på cáfeer og beværtninger, og det gav ikke anledning til mange udrykninger fra Fyns Politi.

Et enkelt makkerpar var kommet op at toppes ved Westend, og da servitricen fik nok af dem og smed dem ud, hvor de måtte fortsætte på gaden, måtte Fyns Politi forbi og tale dem til fornuft. 

I forbindelse med genåbningen er en af restriktionerne, at alle caféer, restauranter og værtshuse skal lukke klokken 24, og det ville man måske have troet, at tørstige fynboer kunne have glemt i løbet af aftenen, men der var ro og orden i det fynske land.

- Der var rigtig mange, som var på besøg på beværtninger og caféer. Men da folk blev klar over, at nu skulle de til at hjem, så var der ingen problemer. Vi talte om, at det kunne da godt være, at der ville blive tryk på ved 24-tiden, men der kom slet ikke noget tryk, siger vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen. 

Gode til at opføre sig pænt

Fyns Politi har siden forsamlingsbuddet haft muligheden for at svinge bødeblokken, men oplever oftest, at folk er gode til at lytte efter reglerne.

- Når vi ser på det, så er det ikke ret tit, at vi nødvendigvis har behov for at skrive bøder ud. Folk er generelt gode til at opføre sig pænt, siger vagtchefen.

I den kommende uge ser der endda ud til at blive endnu bedre cafévejr, end der var mandag, og det giver nok anledning til, at der er flere fynboer, der rykker sig ud fra deres corona-stuer i hjemmet. 

- Vi håber da, at folk skal ud og hygge sig, men at de kan finde ud af at overholde reglerne. Ellers påtaler vi det eller uddeler bøder, siger Hans Jørgen Larsen.

Oversigt

    Oversigt