Fyns rigeste firma i clinch med Skat

Skat kræver 1,1 milliarder kroner tilbage fra Dan-Foam i Aarup. Virksomhedens amerikanske ejere har været for kreativ med royalties, mener Skat.

Fyns rigeste virksomhed, Dan-foam i Aarup, har tjent milliarder af kroner på at sælge patenterede Tempur-madrasser og dyner.

2016 er ingen undtagelse. De 315 ansatte hos Dan-Foam solgte sidste år for 1,4 milliarder kroner og tjente 507 millioner kroner før skat. 

Selv om der var tale om en mindre tilbagegang, er der stadig tale om en uhyre veldreven virksomhed. Driftsresultatet var uændret et overskud på 469 millioner kroner.

Alligevel er der ikke hel tilfredshed i Aarup, og det er primært Skat, koncernen er utilfreds med.

Som følge af hensættelse til igangværende skattesager i 2015 er selskabets egenkapital væsentligt reduceret.

Den var under en million kroner i 2015, men er nu vokset til 532 millioner kroner primært som følge som af årets overskud og koncerntilskud.

Der var negative pengestrømme i koncernen på 133 millioner kroner på baggrund af betalte skatter i 2016, og Skat har forhøjet den skattepligtige indkomst med 1,1 milliarder kroner, fordi man mener, at der ikke er afregnet korrekt for royalties i forhold til Dan-Foams amerikanske ejere,

Sagen verserer nu for Landsskatteretten, og Dan-Foam er uenig i vurderingen.

Ud over momstilgodehavender som Skat har tilbageholdt, har Dan-foam frivilligt indbetalt til Skat baseret på en vurdering af sagens udfald, oplyser Dan-Foam i 2016-regnskabet.

De samlede indbetalinger og tilbageholdte momsbeløb overstiger den forventede skattebetaling. 

 

Oversigt

    Oversigt