I det fynske folks tjeneste

Fynsk avler skal aflive 75.000 mink: - Jeg var fuldstændig i chok

Jens Jensen skal aflive 75.000 mink og har svært ved at tro på en fremtid som minkavler.

00:44

Alle mink aflives på grund af frygt for mutation af covid-19. Video: Fotografi: Morten Albek Redigering: Maja Kærhus Jørgensen

Det er en tydeligt rystet Jens Jensen, TV 2 Fyn onsdag aften møder på hans minkfarm Åskovgård ved Refsvindninge. 

Det er onsdagens udmelding om, at samtlige mink i Danmark skal aflives, der har rystet ham.

- Jeg var fuldstændig i chok. Jeg kunne slet ikke samle mig om noget som helst, siger han om oplevelsen af at høre udmeldingen på regeringens pressemøde onsdag eftermiddag. 

Muteret virus

Årsagen til masseaflivningerne er, at Statens Serum Institut i laboratorietest har fundet bevis på, at coronavirussen covid-19 er muteret i danske mink og ført videre til 12 mennesker i Nordjylland. 

Læs også Ministersvar: Aflivning af mink kan koste op mod fem milliarder kroner

Den muterede virus kan påvirke effekten af en kommende vaccine mod covid-19 negativt, og derfor har regeringen valgt at aflive alle mink i Danmark. Der er tale om mellem 15 og 17 millioner mink. 

- Tæppet er revet fuldstændig væk under mig, siger Jens Jensen.

Han ejer fire minkfarme ud af de i alt 42 på Fyn, der er fordelt på 20 avlere.

Der har ifølge Fødevarestyrelsen været konstateret smitte på 207 minkfarme i Danmark. Alle placeret i Nord- og Vestjylland. Men regeringens tiltag betyder, at også mink i resten af landet skal aflives. 

- Vi kan ikke forsvare at have syge dyr og farme med syge dyr. Men at gå derfra og så til den drastiske beslutning om at slå alle dyrene ihjel ... Jeg har for eksempel ikke corona på nogen mine farme. Og der er ikke corona på Fyn. Jeg kan slet ikke forstå det,  siger han. 

- Vi er ved at starte pelsningssæsonen op, og vi skal til at pelse størstedelen af dyrene, så det kun er avlsdyr, vi har gående tilbage, og dermed bliver smitterisikoen jo væsentligt mindre. 

Læs også Mette F.: Muteret virus fra mink kan true covid-19-vaccine

Alle dyr aflives

Det er dog ikke kun de dyr, der skal pelses, som nu bliver aflivet. Også avlsdyrene skal aflives, og derfor har Jens Jensen svært ved at tro, at han kan fortsætte i sit erhverv. 

Et lille lys i mørket er dog, at man får lov at pelse dyrene. 

- Det er trods alt bedre, end at de bare smides i containeren, men vores avlsdyrsbestand er væk, og vi får jo ikke lov at drive minkavl mere, siger han.

På onsdagens pressemøde, hvor regeringen meldte tiltaget ud, sagde erhvervsminister Simon Kollerup (S), at man vil sikre fuld dækning for faste omkostninger og lønkompensation til minkavlerne.

Også følgeerhvervs som fødevarecentraler og pelserier vil blive kompenseret. Derudover har man meldt ud, at minkavlere kan få hjælp til at foretage ændringer på deres bygninger, så de kan huse andre dyr. 

Jens Jensen har dog endnu ikke overblik over, hvad det vil betyde for ham, og han eventuelt skal beskæftige sig med andre dyr i fremtiden. 

- Jeg håber, at de holder, hvad de lover, men jeg har svært ved at forestille mig lige nu, i dag, hvad det skulle kunne være (at bygningerne kan laves om til at tage imod red). Det kan jeg simpelthen ikke se, siger han til TV 2 Fyn. 

Ifølge Rigspolitichef Thorkild Fogde vil aflivningen af mink ske i løbet af dage. Tidshorisonten blev ikke nærmere beskrevet på onsdagens pressemøde.