Fynsk besætter i fængsel

En nu 20-årig mand fra Stenstrup blev mandag idømt 15 måneders fængsel for at have forberedt forsvaret af Ungdomshuset i København.

Den 20-årige var en af 15 tiltalte for vold eller trussel om vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, skriver Fyns Amts Avis.

Han og 10 andre unge blev af byretten i København idømt 15 måneders fængsel. Tre fik et års fængsel og en enkelt ni måneders fængsel.

Årsagen til de strenge straffe er, at politiet under rydningen af Ungdomshuset i marts 2007 fandt et større våbenlager af kanonslag, benzinbomber, slangebøsser, peberspray, forskellige slagvåben og kasteskyts.

Politiet fandt også vagtlister og forsvarsplaner samt en skærebrænder.

Retten lagde vægt på, at de tiltalte ikke kunne undgå at vide at disse våben var til stede i huset og at de skulle bruges mod politiet.

Var tilfældigt til stede

Den 20-årige har under sagen hævdet, at han var i huset tilfældigt og peget på, at han ikke stod på de omtalte vagtlister.

Den 20-åriges mor siger til Fyns Amts Avis, at dommen vil blive anket.

Oversigt

    Oversigt