Fynsk bueskytte skyder sig ind på 25.-plads ved første OL-runde

Maja Jager endte i den gode halvdel af tabellen ved rangeringsrunden, hvor der blev sat olympisk rekord.

Den danske bueskytte Maja Jager endte på en 25.-plads ved kvindernes rangeringsrunde ved OL i Tokyo natten til fredag dansk tid.

Den tidligere verdensmester sluttede dermed i den bedste halvdel, og danskeren var efterfølgende godt tilfreds med sin præstation.

- Det var super fedt at komme i gang. Jeg skulle lige vænne mig til det hele over de første par runder.


- Der var lidt vind, der generede lidt, men det var ens for alle. Bagefter kan vi se, at alle har tabt lidt på det.

- Generelt er jeg tilfreds med min skydning og min proces, siger Maja Jager.

Stærke sydkoreanere

I nattens runde satte Maja Jager 20 pile i 10'eren og endte på 649 point ud af i alt 720 mulige.

Øverst i tabellen finder man et imponerende felt af stærke sydkoreanere.

An San, der kom ind som nummer et med 36 pile i 10'eren og i alt 680 point, slog samtidig den olympiske rekord fra 1996.

Den 28. juli 1996 lavede ukrainske Lina Herasymenko 673 point ved OL i Atlanta i USA.

På anden- og tredjepladsen ved nattens kvalifikationsskydning finder man Jang Min-hee og Kang Chae-young med henholdsvis 677 og 675 point. De overgik altså også rekorden fra 1996.


Selv samme Kang Chae-young er indehaver af den nuværende verdensrekord på 692 point, som hun satte i juni 2019.

Maja Jager vandt VM-guld i 2013 og har siden hentet sølv ved både EM og European Games.

Alle deltagere i kvindernes recurve-disciplin skal i aktion i den første egentlige runde på tirsdag. Næste fredag skydes der om medaljer.

Oversigt

    Oversigt