I det fynske folks tjeneste

Fynsk cannabiskoncern solgt: - Jeg starter et nyt cannabis-eventyr

Mads Pedersen sælger sin ejerandel af den fynske cannabiskoncern Aurora Nordics Cannabis efter trecifret millionunderskud. Men han er langt fra færdig med cannabisbranchen.

00:14

Mads Pedersen er blandt andet kendt som Danmarks ukronede tomatkonge og har nu i en årrække været aktør på cannabismarkedet - men nu vil han fokusere på andre ting i stedet. Video: Fotograf: Morten Grundholm Redigering: Malthe Henriksen

Et canadisk selskab overtager nu alle aktier i cannabiskoncernen Aurora Nordic Cannabis, der har base i Bellinge på Fyn.

Det er stifteren Mads Pedersen, der sælger sin ejerandel og dermed forlader ledelsen af selskabet.

Læs også Efter tre års ventetid: Fynsk cannabis på vej ud i Europa

- Jeg har solgt af flere årsager. Dels fordi jeg har så mange andre virksomheder, som jeg driver. Og til sidst blev det her mere end et et fuldtidsarbejde i sig selv, siger Mads Pedersen om årsagerne til salget.

- Hvis jeg også skal se min familie en gang imellem, så er det simpelthen et spørgsmål om prioritering.

For tre år siden etablerede Mads Pedersen Aurora Nordic Cannabis. Han delte ejerskabet med den canadiske cannabisproducent Aurora Inc.

Jeg er ikke færdig i cannabisbranchen. Vi har tværtimod et nyt eventyr her

Mads Pedersen, ejer af Alfred Pedersen & Søn ApS 

Tanken var på daværende tidspunkt, at man ville udnytte den forsøgsordning for medicinsk cannabis, som Danmark indførte 1. januar 2018. Men lange ventetider på godkendelser og opslidende arbejdstimer har fået Mads Pedersen til at sælge.

Men han er ikke færdig med den plante, som han ser et stort potentiale i.

Fra Bellinge til bjergene i Mellemøsten og Asien

På trods af at han har forladt ledelsen i selskabet og solgt ud, så ser han et stort potentiale et andet sted.

- Jeg har solgt Aurora Nordics Cannabis, men jeg har købt en anden forretning. Jeg beholder ejerskabet af en mindre del af selskabet, som indeholder forskning i genetik af cannabis. Den del af selskabet har jeg købt 100 procent, siger Mads Pedersen og fortsætter:

- Jeg tror på, at der i indre genetik af cannabis ligger en stor fremtid.

Mads Pedersen forklarer, at den nye virksomhed vil dykke ned i den grønne plantes genetik. Virksomheden skal undersøge cannabisplantens opbygning, funktion og mulige forbedringer.

- Cannabis er noget, man finder i naturen. Det kan findes i junglen, i Mellemøsten og i Asien. Og planten kan findes på forskellige bjergegne. Så går vi systematisk til værks, hvor vi videreudvikler på dem og gør dem mere produktive, forklarer Mads Pedersen.

- Det vil sige, at vi går ind og forbedrer planternes egenskaber. Vi krydser dem med hinanden og danner nye sorter. Som så i sidste ende har nogle forbedret egenskaber.

Sælger i hele Europa – ikke i Danmark

Nu kan Mads Pedersen kigge tilbage på hele processen, som begyndte for tre år siden. Og når de største udfordringer skal nævnes, er han ikke i tvivl.

- De største problemer har uden tvivl været lægemiddelsstyrelsen. De har været utrolig nølende. Hele ordningen har været svær for lægerne at håndtere.

Læs også Købt eller solgt? Cannabis-producenter vil have svar fra politikerne

- Det er en kæmpe frustration, at vi godt må sælge til hele Europa nu, men vi må ikke sælge i Danmark endnu, siger Mads Pedersen og tilføjer, at han ikke har tabt penge på salget.

I det seneste regnskabår havde Aurora Nordic dog et underskud på 270 millioner kroner før skat og en negativ egenkapital på godt 300 millioner kroner.

Stafetten er givet videre

Mads Pedersen har solgt sin ejerandel i virksomheden, som han har brugt tre år af sit liv på at etablere. På trods af de store anstrengelser, var det det rigtige tidspunkt, forklarer han.

- Jeg står med en supergod følelse. Jeg har leveret et rigtig godt produkt og kommet i mål med det, og derfor er det også et godt tidspunkt for mig at give stafetten videre, siger han.

Læs også Cannabisbranchen i knæ: Manglende tilladelser fører til underskud

Udover mere tid til familien, vil han nu fokusere fremadrettet på sin nye virksomhed.

- Jeg er ikke færdig i cannabisbranchen. Vi har tværtimod et nyt eventyr her, som åbner sig. Og det her kan vi få nogle patenter på, så det forventer vi, kan blive rigtig spændende i årene fremover.