Fynsk EU-politiker stemte for ny lov om ophavsret: - Fynboerne skal ikke bekymre sig om deres internet

Tirsdag vedtog Europa-Parlamentet nye regler om digital ophavsret. Fynske Christel Schaldemose stemte for, men hun vil holde godt øje med udviklingen, fortæller hun.

quote Jeg har snakket med mange eksperter, og jeg synes, det er et balanceret forslag.

Christel Schaldemose, MEP., Socialdemokratiet

Da medlemmerne af Europa-Parlamentet tirsdag satte sig sammen for at stemme om nye regler om ophavsret, blev det et ja til ændringerne.

De nye regler skal sikre, at f

or eksempel musikere lettere kan tjene penge, når deres musiknumre bliver delt på platforme som Youtube og Facebook.

Det fynske medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose (S), stemte for den nye lovgivning.

- De store platforme som Youtube bliver forpligtet til at sikre sig, at de får lavet licensaftaler med musikere. Men den enkelte fynbo kommer ikke til at mærke nogen som helst indflydelse på den måde, de bruger internettet. Det tør jeg godt garantere.

- Vi har simpelthen fået bragt de eksisterende copyright-regler ind i det 20. århundrede, tilføjer Christel Schaldemose.

Har mødt skarp kritik

quote Den ene side mener, at vi ødelægger internettet. Den anden mener, at det gør vi ikke.

Christel Schaldemose, MEP., Socialdemokratiet

Selvom intentionerne med den nye lovgivning kan virke god, er forslaget blevet mødt af kritik forud for afstemningen.

Blandt kritikerne er det digitale opslagsværk Wikipedia. De er uenige i den del af loven, der handler om hvem, der har ansvaret for, at ophavsretten ikke bliver krænket.

- Vi frygter, at platforme som Youtube og Facebook laver automatiske løsninger, der scanner det indhold, der bliver lagt op, siger Matthias Smed Larsen til TV 2.

Han er bestyrelsesmedlem i Wikimedia Danmark, der er en støtteforening til Wikipedia.

Ifølge Matthias Smed Larsen risikerer man, at Facebook og Youtube kommer til at blokere for indhold, der reelt gerne må deles. Han tror ikke på, at de automatiske løsninger vil kunne tage højde for indhold, der egentlig ikke krænker ophavsretten.

Større pres på digitale platforme

Christel Schaldemose forstår bekymringen.

Torsdag havde hun stadig ikke besluttet sig for, hvad hun skulle stemme. Det skyldtes blandt andet en massiv mængde henvendelser fra borgere og organisationer, der rådede hende til at stemme imod.

Hvorfor bestemte du dig for at stemme for?

- Jeg har snakket med mange eksperter, og jeg synes, det er et balanceret forslag. Men samtidig vil jeg holde øje med, hvordan det udvikler sig. For eksempel i forhold til hvordan man er stillet som en mindre virksomhed.

Hun ærgerer sig dog over, at der har været så langt mellem fløjene i debatten.

- Den ene side mener, at vi ødelægger internettet. Den anden mener, at det gør vi ikke. Det tyder på, at vi politikere måske skal være bedre til at kommunikere, at det første forslag til en lov ikke nødvendigvis er sådan, loven ender. Hvis man har fået at vide, at ens internet bliver ødelagt, så kan jeg godt forstå, man reagerer, udtaler Christel Schaldemose.

Oversigt

    Oversigt