Fynsk EU-politiker vil fastholde 48-timers reglen: - Den bliver ikke ændret

En EU-lov gør, at redderne ved Ambulance Syd ikke må tage ekstravagter. Men trods ønske om det modsatte, bliver loven ikke ændret, lyder det fra fynsk medlem af Europa-Parlamentet.

Reglerne skal overholdes - også når de er til besvær. 

Der mangler ambulancereddere på Fyn, men selvom flere af redderne gerne vil arbejde mere, end de gør, kan de ikke få lov på grund af EU-lovgivning.

En skarp håndhævelse af den såkaldte 48-timers regel betyder, at redderne ved Ambulance Syd ikke må arbejde mere end 48 timer om ugen i gennemsnit inden for en periode på 12 måneder. 

Og det skaber huller i vagtplanen - og ambulancer, som derfor må blive holdende i garagen på Fyn.

- Det er alvorligt, når der ikke er reddere nok til at bemande ambulancerne på Fyn. Men 48-timers reglen skal beskytte arbejdstagerne. Det handler jo om sikkerhed og ordentlige arbejdsforhold for arbejdstagere. Og derfor skal den overholdes, siger Christel Schaldemose, medlem af Europa-Parlamantet for Socialdemokratiet.

- Det kan jo lyde mærkeligt, at EU skal bestemme om redderne på Fyn må arbejde eller ej. Men i EU har vi et indre marked for arbejdskraft, og det er her aftalen er opstået, fordi arbejdstagerne tidligere ikke havde sikre forhold, fortsætter hun.

TV 2 Fyn har tidligere fortalt, hvordan ambulanceredder Michael Birger Kristensen fra Årslev gerne vil tage ekstravagter i Ambulance Syd.

Om tre år er der reddere nok på Fyn

Direktøren i Ambulance Syd, Steen Schougaard Christensen, er frustreret. Hver dag mangler han reddere til at bemande mindst en ambulance i Region Syddanmark.

Og der er ikke udsigter til, at der kommer flere redder lige foreløbigt. 

En af grundene er, at der ikke er blevet uddannet nok reddere de seneste år. Det betyder, at der i dag mangler 300-400 reddere på landsplan.

Ifølge Steen Schougaard Christensen vil der først om tre år være nok færdiguddannede reddere til regionen. Indtil da har Ambulance Syd et problem med at udfylde vagtplanen.

Og det har den skarpe håndhævelse af 48-timers reglen ikke gjort mindre. Men Steen Schougaard Christensen har et håb.

- Mange reddere ønsker en dispensation fra 48-timers reglen. Men i min bedste forståelse, findes der allerede en klausul i EU's arbejdstidsdirektiv, der netop gør, at redderne kan give deres samtykke til ikke at være omfattet af 48-timers reglen. Den klausul er bare ikke blevet implementeret i Danmark, siger han.

Det er en bestemmelse i arbejdstidsdirektivets artikel 22, som direktøren henviser til. Den siger, at en medlemsstat kan undlade at anvende 48-timers reglen, så længe arbejdsgiveren fortsat sikrer medarbejderens sikkerhed og sundhed.

Hvad er 48-timers-reglen?


48-timers reglen bliver ikke ændret

Selvom det kan lyde mærkeligt, at Danmark kun vælger at indføre noget af EU's lovgivning, så er det altså en helt almindelig praksis.

- Når et EU-direktiv skal implementeres i Danmark, ser man blandt andet på, hvordan det passer bedst ind i de eksisterende danske regler. Derfor er det meget almindeligt, at et direktiv indeholder valgmuligheder for medlemslandene, og derfor er det ikke nødvendigvis alle dele af et direktiv, der bliver implementeret i alle EU's medlemslande, siger adjunkt Mette Søsted ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet.

Så selvom Steen Schougaard Christensen ser det som oplagt at tilføje den ekstra klausul til 48-timers reglen i Danmark, ser det ikke ud til, at reglen bliver ændret lige foreløbigt.

- Min vurdering er, at der ikke er så meget at komme efter. Reglerne er, som de er, og mangel på arbejdskraft løses ikke ved at lade alle folk arbejde 10 timer mere om ugen, fastslår Christel Schaldemose.

- Derfor vil jeg selvfølgelig opfordre til, at man gør alt, hvad man kan i regionen for at finde andre løsninger på udfordringerne med redderne. I stedet for at håbe på, at EU's 48-timers regel bliver ændret. For det bliver den ikke, fortsætter hun.

Den opfordring til Ambulance Syd er Mette Søsted enig i.

- Der er ikke udsigt til, hverken på EU eller dansk plan, at der ændres på denne grundlæggende beskyttelse af medarbejderens øvre arbejdstid, siger hun.

Må søge arbejde andre steder

Redderne, som TV 2 har talt med, fortæller, at dem, der ønsker at arbejde mere end hvad 48-timers reglen tillader, tager arbejde ved andre arbejdsgivere end Ambulance Syd. På den måde, kan den enkelte redder ende med at arbejde langt over 48 timer om ugen.

Ved Ambulance Syd frygter de netop for medarbejdernes sikkerhed, når de har mere end en arbejdsgiver. En bekymring, som Christel Schaldemose også er bevidst om.

- Vi kan ikke forbyde, at en reddere tager arbejde flere steder. Men jeg vil understrege, at 48 timer er rigtigt mange timer. Langt over de 37 timer, som er normalt at arbejde om ugen i Danmark, siger hun.

Det kan ende med at blive et indviklet regnestykke, når redderne skal gøre deres ugentlige arbejdstid op. Særligt, hvis de har flere arbejdsgivere. Det er nemlig arbejdsgiverne, der skal holde styr på, om medarbejderne arbejder for meget.

- Det giver mening, at det er arbejdsgiveren, der står til ansvar for at holde styr på medarbejdernes timetal, da det også er dem, der har står til ansvar for ikke at presse de ansatte, siger Christel Schaldemose.

I sidste uge holdt FOA og Ambulance Syds ledelse og medarbejdere krisemøde om situationen.

Mulige løsninger

Det fynske medlem af Europa-Parlamentet har fulgt situationen på Fyn længe. Hun håber på, at Region Syddanmark, FOA og Ambulance Syd finder en god løsning på regionens manglende reddere.

Hendes bud på løsninger er at gøre det mere attraktivt at være redder i Region Syddanmark. Og så opfordrer hun Ambulance Syd til at søge efter reddere hen over landegrænsen.

Men præcis hvordan udfordringerne skal løses, vil og kan hun ikke diktere.

- Det kan allerede føles mærkeligt, at vi har EU-regler for arbejdstid på Fyn. Derfor synes jeg heller ikke, at EU skal blande sig i, hvordan regionerne helt konkret løser den her situation. Jeg synes man skal have respekt for at arbejdsmarkedets parter faktisk har fundet en fælles løsning, samtidigt med at regionen knokler løs med at få uddannet flere reddere, siger Christel Schaldemose.

De to forslag har direktøren fra Ambulance Syd allerede forsøgt sig med.

- Min fornemmelse er, at det generelt set er attraktivt at være ambulanceredder. Hvad der ikke gør det attraktivt er, hvis man sætter reddere ind, som ikke har fået den nødvendige uddannelse, eller lægger beslag på reddernes mulighed for at tage ekstra vagter, som det lige nu sker med 48-timers reglen, siger Steen Schougaard Christensen.

Der arbejder både svenske, norske og tyske reddere i Ambulance Syd. Og de søger fortsat efter flere i udlandet. Men det er ikke lige til at ansætte udenlandske reddere. De har nemlig en anden uddannelse, som skal tilpasses de danske standarder.

- Kunsten er at blive ved med at uddanne 150 reddere om året på landsplan og samtidig sørge for, at de nuværende reddere ikke stopper, siger direktøren.

Region Syddanmark og FOA er lige nu i gang med at undersøge, hvor meget redderne har arbejdet over de seneste fem år. Det kan ende med en stor regning til Ambulance Syd.

Oversigt

    Oversigt