Fynsk fadølsvirksomhed sikrer pænt overskud

Micro Matic-overskud på 181 millioner kroner trods nedgang i salget. Virksomheden ser optimistisk på tiden efter corona.

Trods store udfordringer, hjemsendte medarbejdere og et fald i omsætningen, lykkedes det den odenseanske virksomhed Micro Matic, der producerer fadølsarmaturer, at sikre sig et pænt overskud i det netop offentliggjorte regnskab.

 

Regnskabsåret sluttede 1. maj og koncernen, der i alt beskæftiger 760 medarbejdere, har dermed en stor del af den negative effekt fra corona-nedlukningen med i regnkabet.

Koncernens nettoomsætning faldt i forhold til året i forvejen med 100 millioner kroner til 1,6 milliarder danske kroner.

Overskuddet før skat blev på 181 millioner kroner i forhold til 295 millioner kroner året før.

Optimisme trods alt

Administrerende direktør Søren Vilby siger om resultatet: 

 - Micro Matic er en stærk virksomhed, der er blevet ramt af en pandemi, som ingen har kunnet forberede sig på. Men både vi og vores kunder er sikre på, at markedet kommer flot retur. Folk drak fadøl før Corona - og folk vil drikke fadøl efter - så vi ser fortsat positivt på fremtiden” siger Søren Vilby, adm. direktør i Micro Matic.

Som følge af Covid-19 pandemien forventer Micro Matic A/S i regnskabsåret 2020/21 et aktivitetsniveau og indtjening under regnskabsåret 2019/20.

Hvis virksomheden ser tilbage på starten af regnskabsåret, startede det særdeles positivt.

 Men i løbet af året har både Brexit, handelskrig og ikke mindst covid-19 lagt en dæmper på  efterspørgslen efter fadølsudstyr.

Som følge af den igangværende pandemi er mange større sportsbegivenheder, koncerter og festivaler aflyst eller udskudt. I kombination med den generelle afmatning, som følge af pandemien, påvirker de manglende begivenheder regnskabsåret 2019/20 i negativ retning.

Det samme forventes at gøre sig gældende for indeværende regnskabsår.

Fadølsanlæg uden strøm

Den øjeblikkelige markedssituation forventes at rette sig i positiv retning i den sidste del af regnskabsåret.

For at ruste Micro Matic til fremtiden - og med udsigten til en række store sports og kulturarrangementer i 2021 - er salgsstyrke og udviklingsindsats fastholdt.

Et af udviklingstiltagene, som Micro Matic har haft pæn succes med, er FlexiDraft.

Konceptet er blevet udvidet med en ny ultramobil løsning, der muliggør udskænkning af fadøl på steder, hvor det før ikke var praktisk muligt at servere drikkevarer fra fad.

Anlægget kan anvendes i op til 4-5 timer uden strøm og vil blive lanceret globalt i 2020.

Nye teknologiske løsninger på vej 

Micro Matic fortsætter også udviklingen af digitale løsninger og lancerer i andet halvår af 2020 en tappehaneløsning med integreret WiFi-opkoblet LCD-skærm til visning af film og multimedieindhold.

Dermed bliver det muligt for blandt andet bryggerier dynamisk at styre og udskifte indholdet på tappehanens medaljon fra ét centralt sted.

I lighed med ølmarkedet er der også indenfor non-alkohol kategorien stor efterspørgsel efter et bredere udvalg af drikkevarer til aftapning. 

Tendensen er tydeligst i USA, hvor eksempelvis kiosker og supermarkeder tilbyder dusinvis af drikkevarer såsom sodavand, te, kold kaffe, juice og energidrikke.  

 

 

Oversigt

    Oversigt