Fynsk festival præsenterer nyt navn – men de største festivaler afventer

Midtfyns Festival får til september besøg af Sanne Salomonsen. Tinderbox, Heartland og Langelands Festival har endnu ikke offentliggjort nye navne.

Med Sanne Salomonsen har den genopstandne Midtfyns Festival torsdag føjet navn nummer to til programmet til den festival, som man stærkt regner med at kunne afholde i starten af september.

Hen over vinteren plejer de store fynske festivaler drypvis at afsløre de bands og kunstnere, der skal optræde på sommerens musikfestivaler. Men på grund af corona-restriktionerne og epidemien, der bølger frem og tilbage, er det endnu uvist, om det overhovedet bliver muligt at afholde festivaler til sommer.

Men på Midtfyns Festival tror de på det.

- Det gør vi. Flytningen fra maj til september har givet noget ro i maven og købt os noget tid til planlægning. Og ved at komme på den anden side af vaccinationerne, håber vi at kunne gennemføre en festival, som vi plejer. Der er nok stadig lidt restriktioner, men det skal vi nok tage højde for, siger festivalleder Kim Skovby Klindt.

Han fortæller, at de er i tæt dialog med brancheorganisationen Dansk Live, som igen samarbejder med sundhedsmyndighederne om, hvordan man kan afholde koncerter og festivaler på en forsvarlig måde.

Festivallederen håber samtidig også, at de på Midtfyns kan lære noget af andre, der vil gennemføre musikfestivaler inden Midtfyns Festival efter planen skal afholdes til september.

Spørgsmålet er så bare, i hvilket omfang der kommer til at blive afviklet festivaler inden september.

Tinderbox og Heartland arbejder videre

Under normale omstændigheder havde Tinderbox på nuværende tidspunkt allerede offentliggjort en stor del af programmet, men det indtil videre eneste navn, der er på 2021-plakaten, er Kashmir.

Bandet skulle i 2020 havde været på en stor reunion-turne, der altså blandt andet sendte dem forbi Tusindårsskoven i Odense, men det hele blev udskudt i et år på grund af coronaviruspandemien.

Heller ikke Heartland, der efter planen skal afvikles allerede fra 27.-29- maj, har endnu meldt noget ud. Andet end at de arbejder videre på at skabe rammer for, hvordan afholdelsen af den kommende Heartland festival kan ske under ansvarlige og sikre forhold.

- Vi ved endnu ikke, om vi kan mødes til sommer, men vi er nu gået i gang med at planlægge årets festival, skriver festivalen på sin hjemmeside.

I lighed med Tinderbox har Heartland offentliggjort et enkelt navn til den festival, som de håber at kunne holde, nemlig det amerikanske indie rockband The National.

Hos arrangørerne af den festival, som kalder sig selv for Danmarks største havefest, Langelandsfestivalen, er de også optimistiske i forhold til, at sommerens festival bliver til noget. Normalt er der omkring 25.000 deltagere i festivalen, der ligger i uge 30, som er i slutningen af juli.

- Vi er positive og optimistiske, og vi tror på, at der kommer en festival til sommer, siger Nicklas Lundorf fra Langelandsfestivalen.

Skarø Festival klør på

På Skarøfestivalen er arrangør Lasse Bekker i fuld gang med at planlægge sommerens festival. Festivalen, der ligger fra den 4. - 7. august, har omkring 1.500 deltagere, og der er stort set udsolgt til sommerens festival, da billetterne fra sidste års aflyste festival kunne overføres til festivalen i år.

- Vi agerer lige nu som om, at festivalen bliver afholdt. Uanset hvad må vi handle. Vi fortsætter med at booke færger og forberede. Når vi har den tro, så planlægger vi også med at lave aftaler med madvogne og ekstrafærger. Skulle der komme nye regler, så må vi file til. Vi har allerede løbet et maratonløb i at ad-hoc’e os frem, sagde Lasse Bekker til TV 2 Fyn i januar.

Når der skal arrangeres en gigantisk havefest med 1.500 deltagere, er man som arrangør nødt til at være godt forberedt. Derfor ser Lasse Bekker heller ikke noget alternativ til at fortsætte planlægningen. 

- Nu skyder vi efter, at vi gennemfører. Det er også, fordi der er ikke noget alternativt, for vi kan ikke vente med at begynde at planlægge i juli, hvis vi skal holde en festival i august, forklarer Lasse Bekker.

Skarø Festival har navne som Johnny Madsen, Laid Back og L.O.C. øverst på plakaten. 

Optimistisk Avernax

På den anden lille ø-festival, Avernax, er de også optimister og arbejder fortsat frem mod at afholde en festival til sommer.

– Med alle de forbehold, som tiden har vist, at vi skal tage, siger Laura Kjeldbjerg, der er en del af styregruppen bag festivalen.

Hun fortæller, at de holder godt øje med vaccineplaner, restriktioner, forsamlingsforbud og begrænsninger, og at de håber, at fordi festivalen ligger så sent – den afholdes fra 12.-15. august – så kan det give dem en fordel.

- Så er der i hvert fald lidt tid at løbe på efter 27. juni, hvor alle skal være vaccineret ifølge vaccineplanen, siger Laura Kjeldbjerg.

Den lille festival har nedsat en arbejdsgruppe, som fokuserer på restriktionerne og tænker i, hvordan de kan optimere og øge sikkerheden for gæsterne.

- Så vi kan gøre det så trygt som muligt. Og vi er jo heller ikke så mange, vi er kun omkring 1.000 personer. Så vi håber rigtig meget og arbejder videre på det, siger Laura Kjeldbjerg.

Herunder kan du se et nummer med Sanne Salomonsen, som altså spiller på Midtfyns Festival til sommer.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt