Fynsk fragtmand får storbøde

En tidligere vognmand fra Fyn er onsdag blevet idømt en bøde på mere end 100.000 kroner for at have medvirket til ulovlig godskørsel for fremmed regning.

110.000 kroner. 

Så meget skal en 48-årig tidligere vognmand fra Fyn betale i bøde. Det skriver Transportmagasinet, der henviser til en dom fra Retten i Kolding. 

Godskørsel for fremmedregning

Ved domstolen blev den fynske vognmand kendt skyldig i at have medvirket til godskørsel for fremmed uden tilladelse. 

Den 48-årige vognmand havde mistet tilladelsen til at drive godskørsel for fremmed regning, da hans vognmandsforretning var gået konkurs. Alligevel valgte vognmanden at køre med gods. 

Mens hans virksomhed var under konkurs havde den 48-årige oprettet en ny vognmandsforretning. Den nye forretning udførte også godskørsel for fremmedregning uden tilladelse. 

Mere end én bøde

Den 48-årige vognmand fra Fyn fik også en bøde for det nyeste firmas godskørsel for fremmed regning uden tilladelse. Selskabets bøde løb op i 35.000 kroner.

Vognmandens samlede bødestraf beløber sig til i alt 145.000 kroner.

Efter dommens afsigelse ankede selskabet bøden til landsretten. Den fynske vognmand har udbedt sig 14 dages betænkningstid til at afgøre, om han vil anke bøden på 110.000 kroner. 

Oversigt

    Oversigt