Fynsk frimærketyv anholdt

Fire mænd fra Sydsjælland og Fyn er anholdt. De mistænkes for tyveri af frimærker for 23 millioner kroner.

Københavns Vestegns Politi anholder yderligere fire mænd i en sag om et stort frimærketyveri fra Post Danmarks frimærketrykkeri i Ballerup.

De mistænkes for tyveri af frimærker for flere millioner kroner.

Det oplyser politikommissær Michael Liebst Sørensen fra
efterforskningsafdelingen hos lokalpolitiet i Gladsaxe.

I sidste uge blev en 36-årig mand varetægtsfængslet i fire uger. Han er sigtet for tyveri af nytrykte frimærker til mindst 150.000 kroner.

De fire mænd fremstilles torsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.

Der er tale om mænd på 31, 34, 43 og 54 år. De kommer fra
Sydsjælland og Fyn.

- Mændene sigtes hver især for tyveri af et beløb i frimærker. Tilsammen taler vi om 23 millioner kroner, siger Michael Liebst Sørensen.

Advarer mod at købe billige frimærker

Politiet mistænker mændene for at sælge de stjålne frimærker
videre til halv pris.

Derfor risikerer alle, der falder for fristelsen og køber dem, en sigtelse for hæleri, og politiet advarer private og erhvervsdrivende imod at købe billige frimærker.

Politiet foretog allerede for et stykke tid siden de første anholdelser i sagen, der siden har været under optrævling.

Ud over de fire, der nu kræves varetægtsfængslet, og den 36-
årige har yderligere to været varetægtsfængslet i sagen.

En er sigtet for tyveri af frimærker, som han forsøgte at sælge
videre til en privatperson, mens en anden er sigtet for hæleri.

Med de seneste anholdelser mener politiet at have fået fat på
alle de mistænkte i sagen.

- Som det ser ud nu, har vi ikke planer om flere anholdelser, siger Michael Liebst Sørensen.

Oversigt

    Oversigt