Fynsk golfkomet flot fra start i USA

Sebastian Cappelen åbnede med en runde i -6 i Midwest Classic i USA og indtager andenpladsen efter første runde

Sebastian Cappelen fra Odense er godt i gang med at skabe sig en flot karriere på den amerikanske golfscene. Tidligere på sommeren debuterede han med en sejr i Air Capital Classic på web.com touren, og i denne uge har han igen lagt godt fra land.

Torsdag blev det til en runde i seks under par, og dermed er han på en delt andenplads i turneringen Midwest Classic som spilles på Nicklaus GC i Kansas.

- Jeg lavede ikke nogen store fejl i dag, og det var hvad jeg fokuserede på, for det har været mit problem på det seneste. Jeg forsøgte at spille klogt og holde bolden i fairway, og det fungerede rigtig godt, sagde Sebastian Cappelen efter runden til PGA Tourens web-tv.

web.com touren er rangeret lige under PGA Tour, som er samlingsstedet for verdens allerbedste golfspillere. De 25 spillere, der tjener flest penge på web.com touren i løbet af sæsonen, kvalificerer sig direkte til PGA Touren. Lige nu ligger Sebastian Cappelen på 25. pladsen.

En sejr i Midwest Classic vil indbringe Sebastian Cappelen 108.000 dollars svarende til knap 600.000 kr.

Du kan se et interview med Sebastian Cappelen efter torsdagens runde nedenfor.

Oversigt

    Oversigt