Fynsk juicefabrik indblandet i svindel for millioner

Orskov Foods på Østfyn tappede birkesaft for Hellerup-firma, der nu er politianmeldt for millionsvindel. Sagen har kostet Orskov en bøde på 20.000 kroner. Direktør lægger sig fladt ned.

En sag om vildledning og svindel for millioner trækker nu spor til den østfynske juiceproducent Orskov Foods.

I december politianmeldte Fødevarestyrelsens rejsehold det amerikanskejede firma Sealand Natural Resources med base i Hellerup.

Fødevarestyrelsen mener, at Sealand Natural Resources har vildledt sine kunder. Ifølge Jyllands-Postens oplysninger beløber det samlede krav mod Hellerup-firmaet sig til op mod 10 millioner kroner.

quote Vi har ikke været gode nok til at vide, at selvom vi bare tapper for en kunde, så er det stadig vores ansvar, at der er overenstemmelse mellem, hvad der bliver hældt i flaskerne, og hvad der står på etiketterne. Der har vi ikke været dygtige nok til at sige fra over for vores kunde.

Per Møller Andersen, medejer og direktør, Orskov Foods.

Fødevarestyrelsens Rejsehold har politianmeldt Sealand Natural Resources, der producerer og sælger birkesaft, for at fortynde sit produkt med postevand, uden at det fremgår af etiketterne. Det er ifølge Fødevarestyrelsen vildledning og dermed ulovligt.

Orskov medvirkede til vildledning

Men Sealand Natural Resources vildledte ikke sine kunder alene.

Det viser sig nemlig, at Hellerupfirmaets birkesaft blev fortyndet og tappet på flaske hos Orskov Foods på Østfyn. 

Derved medvirkede Orskov Foods ifølge Fødevarestyrelsen til vildledning, og det kostede firmaet en bøde på 20.000 kroner. Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra april.

Fødevarestyrelsens kontrolrapport, 29. april 2016.
Fødevarestyrelsens kontrolrapport, 29. april 2016.

Hos Orskov Foods ærgrer Per Møller Andersen, der er medejer og direktør, sig gul og grøn over, at de ikke fik sagt fra over for Sealand Natural Resources i tide.

Samtidig anerkender han fuldt ud bøden og Orskov Foods' ansvar i sagen.

- Vi lægger os fladt ned, siger Per Møller Andersen og fortsætter:

- Vi har ikke været gode nok til at vide, at selvom vi bare tapper for en kunde, så er det stadig vores ansvar, at der er overenstemmelse mellem, hvad der bliver hældt i flaskerne, og hvad der står på etiketterne. Der har vi ikke været dygtige nok til at sige fra over for vores kunde, siger Per Møller Andersen.

Fødevarestyrelsens kontrolrapport, 29. april 2016

Orskov vidste, de vildledte

Men vidste I godt, at der ikke var overenstemmelse mellem, hvad I tappede på flaskerne, og hvad der stod på etiketterne?

- Ja, det vidste vi godt.

Hvorfor reagerede I så ikke selv på det?

- Det har jeg ingen kommentarer til

Orskov Foods har ifølge Per Møller Andersen løntappet birkesaft for Sealand Natural Resources i nogle år. Og gør det stadig.

quote  Det var mærket som ren eller næsten ren birkesaft, og det fremgik ingen steder, at der var tilsat sukker og vand. Så vi mener, at de har vildledt forbrugere og aftagere af birkesaften, som har betalt for noget, de ikke har fået.

Katrine Christensen Dumas, Fødevarestyrelsens rejsehold, til Jyllandsposten.

- Vi løntapper stadig for Sealand, og der er nu fuldstændig styr på det. Alting kører på skinner nu, forsikrer Per Møller Andersen.

Den påstand dokumenteres også af Fødevarestyrelsens efterfølgende kontrolrapporter, hvor der ikke siden har været anmærkninger.

En af rejseholdets største sager

Sagen mod Hellerupfirmaet  Sealand Natural Resources omfatter ifølge Jyllandsposten 718.000 liter birkesaft, der er solgt iblandet 75-85 pct. vand.

- Det var mærket som ren eller næsten ren birkesaft, og det fremgik ingen steder, at der var tilsat sukker og vand. Så vi mener, at de har vildledt forbrugere og aftagere af birkesaften, som har betalt for noget, de ikke har fået, siger efterforsker Katrine Christensen Dumas, Fødevarestyrelsens rejsehold, til Jyllandsposten.

Over for TV 2/Fyn fortæller Fødevarestyrelsens rejseholds leder, Michael Rosenmark, at sagen er rejseholdets næststørste, siden enheden blev oprettet for ti år siden.

Oversigt

    Oversigt