Fynsk kampagne blev en succes - flere turister er på vej

Den storstilede turistkampagne "Fyn skal det være" har overgået alle forventninger. Hver tredje dansker har enten besøgt Fyn eller har planer om det.

Coronakrisen fik danskerne til at kigge langt efter badeferier til sydeuropæiske ferieøer. Men med kampagnen "Fyn skal det være", der blev sat i søen i maj, kom Destination Fyn og de ti kommuner på banen med et alternativ til de husvilde turister. 

Det fængende budskab fik mere end en million danskere til at klikke sig ind på en visit Fyn-hjemmeside end sidste år. Og en undersøgelse foretaget af You Gov for HAVAS Danmark i august viste, at næsten hver tredje dansker enten har besøgt Fyn denne sommer eller overvejer det indenfor det næste år. 

Det er over al forventning, skriver Destination Fyn i en pressemeddelelse.

- Der er blevet afspillet, klikket, liked, delt og hashtagget, så snart "Fyn skal det være" tonede frem for danskerne, og lad mig bare sige det sådan, at kampagnen har præsteret betydeligt bedre, end både vi og vores samarbejdspartnere havde turdet spå om, siger Chef for Marked og Udvikling hos Destination Fyn Mads Asbild.

Flere overnatter på vandrehjem og campingpladser

Ifølge Destination Fyn var der tale om 50 procent flere interesserede danskere, der klikkede sig ind for at undersøge de fynske feriemuligheder. Og en stor del nøjedes ikke med at afsøge området.

Mange fynske attraktioner har haft flere besøgende end normalt, oplyser Destination Fyn. I juli overnattede 15 procent flere turister. Her er der især tale om overnatninger på vandrehjem og campingpladser.

Fyn ender med en stigning trods en tilbagegang på 12 procent i Odense. Imens oplevede landet som helhed status quo.

Fyn er det nye sort

Et af de steder, de har kunnet mærke den øgede tilstrømning af danske turister, er på Ærø.

Her har sommeren budt på besøg fra fire gange så mange cykelturister, og i juli tog 30.000 mennesker færgen mod 7.000 sidste år.

- Vi er stødt på mange gæster, der henviste til andre steder på Fyn, de kom fra eller var på vej til. Så mit indtryk er, at Fyn er blevet det nye sort, og jeg er overbevist om, at Fyn og øerne efter "Fyn skal det være" er blevet et af de steder, danskerne har på deres bucket list, siger Chris Hammeken, turist- og erhvervschef på Ærø.

Ifølge ham har Ærø haft en "forrygende sommer" og undersøgelsen fra HAVAS, der blev foretaget i forlængelse af kampagnen, tyder på, at øen og resten af Fyn godt kan indstille sig på flere turister i fremtiden.

Oversigt

    Oversigt